Gå til hovedindhold

Biskopper undskylder for canadiske kostskoler for indfødte

Efter fund af grave og stort offentligt pres undskylder katolske biskopper for kritiserede kostskoler.

Biskopper i Canada undskylder for katolikkers rolle i at have drevet landets berygtede, tidligere kostskoler, hvor oprindelige folk led under overgreb og fejlernæring.

Det er første gang, at biskopperne giver en undskyldning.

LÆS OGSÅ: Nuuk mindes Canadas døde børn

Undskyldningen bliver givet i en pressemeddelelse fredag fra sammenslutningen The Canadian Conference of Catholic Bishops.

De stærkt kritiserede skoler begyndte med at virke i 1831. Den sidste lukkede i 1996.

På skolerne blev børn af oprindelige canadiere indskrevet med det formål, at de skulle vende deres egen kultur ryggen og tilegne sig vestlig kultur.

Børnene blev i mange tilfælde med tvang separeret fra deres familier og led af fejlernæring. De blev også udsat for fysiske og seksuelle overgreb.

LÆS OGSÅ: Siumut: Hold sørgedag for Canadisk tragedie


En undersøgelseskommission beskrev i 2015 systemet som et "kulturelt folkedrab".

Kirken har været under pres i flere år. Mange af skolerne blev nemlig drevet af den katolske kirke.

Debatten er tiltaget efter fund af hundredvis af umærkede grave ved flere tidligere kostskoler i år.

- Vi anerkender de alvorlige overgreb, som er blevet begået af nogle medlemmer af det katolske trossamfund; fysiske, psykiske, emotionelle, spirituelle, kulturelle og seksuelle, skriver biskopperne i en meddelelse.

- Med sorg anerkender vi også oprindelige folks historiske og fortsatte traume, deres lidelser og de udfordringer, som de stadig bliver mødt af.

Paven og den katolske kirke som helhed har ikke undskyldt.

Mindst 130 af den slags skoler har igennem årene eksisteret i Canada. Omkring 150.000 børn af oprindelige folk har været indskrevet på en af dem.

I slutningen af maj blev der opdaget grave med de jordiske rester af 215 børn ved Kamloops Indian Residential School i provinsen British Columbia.

Også ved kostskolen Marieval i den østlige del af Saskatchewan er der i år gjort gruopvækkende fund. Her blev i juni fundet 751 umærkede grave.

Velkommen til debatten
  • Du skal acceptere cookies i bunden af sitet for at kunne se og deltage i debatten.
  • Vigtigt! Nye regler: Man skal slå Valgfrie cookies til under https://www.facebook.com/settings/cookie for at kunne se og deltage i debatten.
  • Kommentarfeltet kan blive også blokeret i din browser. Du kan læse vores vejledning til aktivering af Facebook kommentar-spor i din browser her.
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER