Atassut går til højre – Siumut til venstre
Atassuts formand Aqqalu C. Jerimiassen fik ikke meget ud af mødet med Erik Jensen tirsdag eftermiddag, og fastslår at et valg i utide er uundgåeligt.
Siumuts formand Erik Jensen kastede tirsdag klokken 14.00 håndklædet i ringen og måtte offentligt erkende, at det ikke var lykkedes at danne en ny flertalskoalition.
Læs også: Erik Jensen: Vi ændrer ikke retning
Efter pressemødet udestod et enkelt møde med Atassuts formand Aqqalu C. Jerimiassen, og heller ikke på dette møde kunne Erik Jensen hente nogen opbakning, hvilket ikke kommer som den store overraskelse.
Grundlæggende værdiforskelle
- Det var tydeligt at Atassut og Siumut er uenige om de grundlæggende værdier. Atassut er også i den seneste tid kommet tilbage til sine rødder og er rykket længere til højrefløjen, mens Siumut er blevet mere venstreorienteret, fastslår Atassut-formanden i en pressemeddelelse, hvor han imidlertid pointerer, at der alligevel er visse emner de to partier kan samarbejde om.
De overordnede store forskelle i den politiske retning, hvor Siumuts seneste landsmøde i november angav en mere venstredrejet retning, forklares som årsag til, at Atassut har sagt nej til at indgå i en koalition med den nuværende mindretalskoalition.
- Vi kan nu ikke undgå et valg, bliver det fastslået af Aqqalu C. Jerimiassen.
Læs også: IA afviser Siumut - udsigt til valg