Anklager mod Mikael Petersen skal koste 60 dage i anstalt

Tidligere partisekretær i Siumut, Mikael Petersen, skal nu for retten i sagen om sexchikane. Anklageren forlanger 60 dages anbringelse i anstalt for anklager om fire tilfælde af blufærdighedskrænkelse.

”Hold da op nogle bryster … læber som må være gode til at sutte” og ”hvordan mon det ville være at tage lille … bagfra” Det er blandt de verbale blufærdighedskrænkelser, som tidligere partisekretær for Siumut Mikael Petersen er anklaget for, når sagen om sexchikane skal for Sermersooq Kredsret den 5. januar 2021.

Anklageskriftet indeholder fire tilfælde af anklager om blufærdighedskrænkelse

Kriminallovens § 84. stk. 1 For blufærdighedskrænkelse dømmes den, som ved uterligt forhold krænker blufærdigheden eller forårsager offentlig forargelse.

Ud over de verbale krænkelser, indeholder anklageskriftet, som Sermitsiaq.AG har fået aktindsigt i, også anklager om fysiske blufærdighedskrænkelser som befamling af balder, lår og andre dele af kroppen samt i flere tilfælde med en kuglepen at have løftet kvinders bryster, mens han har stønnet dem i ørerne og sagt grænseoverskridende ting.

Mikael Petersen fastholder fredag sin uskyld overfor Sermitsiaq.AG.

- Jeg er kun glad for, det kommer i retten, så vi får afgjort sagen, siger Mikael Petersen, der ikke har mere at tilføje på nuværende tidspunkt.

Breve fra ti kvinder

Sagen startede da Sermitsiaq.AG kunne fortælle, at 10 forskellige kvinder med tilknytning til Siumut havde skrevet breve, der anklagede Mikael Petersen for systematiske og gentagne seksuelle krænkelser.

Mikael Petersen blev på den baggrund fritaget for tjeneste som partisekretær for Siumut og sagde efterfølgende selv op. Få måneder efter blev han ansat som partisekretær for Partii Naleraq, som udtalte, at så længe Mikael Petersen ikke er politianmeldt, så kan de ikke forholde sig til, hvorvidt det er seriøst.

Ude i kulden

Det er han blevet nu, og Partii Naleraq oplyser, at han ikke længere er ansat hos dem. Den 6. november har partiet sendt en meddelelse til de andre partier i Inatsisartut om, at Mikael Petersen er stoppet den 5. november.

- Mikael Petersen har valgt at fratræde sin stilling som partisekretær for som efter hans eget udsagn at blive renset for de anklager der er om ham, fra hans tid i Siumut.

- Partii Naleraq respekterer dette er en privatsag med forhold der vedrører et andet parti, og kan ikke kommentere sagens forløb, lyder det fra partiet.

I en artikel i Ekstra Bladet i forbindelse med anklagerne fra de ti kvinder erkender Mikael Petersen at have klappet en kvinde i røven og undskylder, at han har overskredet en grænse uden at tænke over det.

Powered by Labrador CMS