Ambassadør kommer til Nuuk og Ilulissat

Den britiske ambassadør i Danmark, Emma Hopkins, tager i næste uge på besøg i Grønland.

Emma Hopkins mødtes i juni med formanden for Naalakkersuisut Múte B. Egede. I næste uge kommer ambassadøren til Grønand.
Offentliggjort

Handel, fiskeri og klimaforandringer vil stå højt på dagsordenen, når ambassadør Emma Hopkins i næste uge besøger Nuuk og Ilulissat.

Sammen med en delegation fra den britiske ambassade i København skal hun blandt andet mødes med flere medlemmer af Naalakkersuisut for diskutere samarbejde mellem Storbritannien og Grønland. Det oplyser honorær konsul for Storbritannien og Nordirland Christian Keldsen i en pressemeddelelse.

- Besøget understreger den vigtighed Storbritannien tillægger sit forhold til Grønland, herunder de stærke handelsrelationer der er mellem vores to lande.

- Ambassadør Hopkins’ besøg er en mulighed for at udforske måder, hvorpå vi kan udbygge/styrke­­ vores bilaterale relation, og derfor vil ambassadøren afholde møder om uddannelse, sociale problematikker, videnskab og forskning, klima, erhverv, fiskeri og handel, står der i meddelelsen.

Grønland har gennem længere tid arbejdet på at forhandle en handelsaftale på plads med Storbritannien, som følge af at landet har forladt EU. Formanden for Naalakkersuisut, Múte B. Egede (IA), mødtes i juni med ambassadøren for at drøfte en aftale mellem de to lande.

Fokus på klimaforandringer

Udover repræsentanter for Naalakkersuisut vil ambassadøren også mødes med en række organisationer som ICC, UNICEF, Grønlands Råd for Menneskerettigheder, Grønlands Universitet samt Grønlands Erhverv.

Storbritannien er i november vært for klimatopmødet COP26, og derfor skal besøget også gøre det muligt for ambassadøren bedre at forstå klimaforandringernes indflydelse på Grønland, og hvordan det påvirker lokalsamfundene.

- Ambassadør Hopkins vil mødes med International Arktisk Hub, Greenland Climate Research Centre og Grønlands Forskningsenhed for at diskutere partnerskaber om klimaforandringer og videnskab og innovation. Klimaforandringer er Storbritanniens primære udenrigspolitiske prioritet i takt med at vi nærmer os COP26 og er øverst på Ambassadør Hopkins’ dagsorden, oplyses det.

Powered by Labrador CMS