Aflyste uddannelser: Jeg er endt i en håbløs situation

Sermitsiaq.AG har talt med én af de 12, der var optaget på en uddannelse, der seks dage før studiestart blev aflyst. - Jeg er i en alvorlig klemme

Offentliggjort

Tilbage i juni søgte 32-årige Heidi Henningsen ind på bacheloruddannelsen økonomi og ressourcestyring på handelsskolen Niuernermik Ilinniarfik.

Hun fik i starten af august besked om at hun var optaget på Niuernermik Ilinniarfik, og at hun skulle i gang den 2. september.

Heidi Henningsen stoppede i sit job og glædede sig til at komme i gang. Men tirsdag, seks dage før uddannelsesstarten, kom den nedslående nyhed.

Hun blev informeret fra skolens forstander, Christel Lund Bøjler, på mail, at uddannelsen alligevel ikke starter på grund af manglende bevilling til uddannelsen.

Skal starte forfra

Meldingen fra forstanderen kom som et chok for Heidi Henningsen.

- Det er meget skuffende, for nu skal jeg starte helt forfra. For jeg troede jo, at jeg nu skal til at starte på en uddannelse, derfor skal jeg nu starte fra bunden og søge efter arbejde. Lige nu er jeg i en håbløs situation, siger hun til Sermitsiaq.AG.

Hun havde ellers fået flere jobtilbud i den senere tid, som hun afviste, fordi hun ville videreuddanne sig.

Forstander Christel Lund Bøjler fra Niuernermik Ilinniarfik har til Sermitsiaq.AG forklaret, at skolen siden november 2017 har arbejdet tæt sammen med uddannelsesdepartementet om at starte uddannelserne.

Først fredag fik Niuernermik Ilinniarfik meddelelse fra uddannelsesdepartementet om, at bevillingen ikke var på plads.

Ingen har styr på noget

Heidi Henningsen undrer sig over hvorfor hun ikke blev meddelt, at det ikke var sikkert uddannelsen kunne gennemføres, da hun modtog optagelsesbeviset.

- Jeg søgte uddannelsen, da jeg var sikker på, at alt er på plads, men det viser sig nu, at ingen havde styr på noget som helst. Jeg synes det er for dårligt at meddele det så kort tid før skolestart. Og jeg finder det utroligt, at vi heller ikke blev oplyst, at bevillingen ikke var sikret til uddannelsen. Jeg troede jo ikke, at jeg skulle ende i denne situation, hvor jeg intet arbejde har, lyder det fra Heidi Henningsen.

Handelsskolen havde optaget seks elever på hvert af de to hold, som nu er aflyst.

Stormvarsel for Tasiilaq
DMI har udsendt et kategori 2 stormvarsel for Tasiilaq, gældende fra den 6. marts 2024 kl. 09.00 til den 7. marts 2024 kl. 01.00. Stormen vil have vindhastigheder på 25-27 m/s fra nordøst, med...
Vellykket Snow Fest fejrede kreativiteten
Med en imponerende blanding af sne, musik og fællesskab blev årets Snow Fest i Nuuk afsluttet i weekenden. Mens den officielle vinder blev kåret, deltog de besøgende også aktivt i begivenheden, og...
Powered by Labrador CMS