60-årige kan falde i et lovgivningsmæssigt hul
Handicaptalsmanden opfordrer politikerne til at hjælpe mennesker med handicap, som i dag lander i et lovgivningsmæssigt hul, når de fylder 60 år.
Hvis en person med et handicap fylder 60 år, så forsvinder vedkommende i et hul i systemet.
OBS:Naalakkersuisut har udsendt en pressemeddelelse efter at denne artikel er publiceret, hvor man fastslår, at hullet i lovgivningen allerede er lukket fra nytår. Læs:Lovhul lukkes fra nytår
Systemet er nemlig indrettet på den måde, at personer med vidtgående handicaps ifølge en landstingsforordning fra 1993 har ret til hjælp af kommunen, hvis de endnu ikke er fyldt 60 år.
- Dette giver en ekstra udfordring, da ældre med handicap i stedet bliver omfattet af lov om alderspension, der kun gælder for borgere over 65 år. Dette giver et lovgivningsmæssigt hul, som kan være svært at overskue for den gruppe borgere med et aldersrelateret handicap, lyder det i rapporten.
Det hul i lovgivningen betyder, at ældre personer med handicap får svært ved at søge om hjælp fra de er 60 år til de fylder 65 år.
- Ældre er en ekstra udsat gruppe borgere, der ikke nødvendigvis har ressourcerne til at søge hjælp hos kommunen eller ved, at de har ret til at få hjælp, lyder det.
Handicaptalsmanden har sammen med to ansatte i Tilioq været på en rundrejse i Kommune Kujalleq i perioden 10. august til 23. august i år. Under rejsen oplyste Tilioq borgere om personer med handicaps rettigheder, hvad angår retten til hjælp, mens et andet formål med rejsen var at samle så meget viden om forhold og vilkår, som personer med handicaps har i kommunen.
Anbefaling
Handicaptalsmanden Christina Johnsen anbefaler i sin rejserapport, at loven skal ændres, så den er tidssvarende og så alle personer med handicap kan omfattes i loven.
- At Inatsisartut udarbejder love ud fra et helhedsorienteret og livslangt perspektiv, så ingen funktionsnedsættelser, handicap og aldersgrupper blive overset, lyder det.
Samtidig bor en del ældre, der har fået det sværere med at høre, se eller er gangbesværet i gamle BSU-huse, hvor de som husejere ikke kan modtage tilskud til at få boligindretning efter deres handicap i form ramper, gelændere eller andet.
Ifølge rapporten bliver denne gruppe ældre henvist til at flytte ind i en almennyttig bolig og sælge deres hus.
I stedet anbefaler handicaptalsmanden, at ældre husejere med handicap, bliver hjulpet af systemet, så de ikke mister deres hjem.
- At Kommune Kujalleq i samarbejde med Selvstyret åbner op for, at mennesker med handicap i egne boliger ydes tilskud eller lån til handicapvenlig boligindretning på samme vilkår, som mennesker med handicap i lejeboliger, lyder Tilioqs anbefaling.
Tilioq har i sin rapport lavet i alt 27 anbefalinger, som er rettet til Kommune Kujalleq, Selvstyret, Naalakkersuisut, Inatsisartut, sundhedsvæsenet og andre relevante aktører i samfundet.