30 hundeslæder er klar til Avannaata Qimussersua

30 hundeslædekuske med deres hundespand og slæder er ankommet til Qasigiannguit og er klar til Avannaata Qimussersua, der afvikles i morgen lørdag.

Veloplagte hunde står klar til lørdagens mesterskaber i hundeslædevæddeløb.

Qasigiannguit er fyldt med slædehunde i disse dage.

For en uge siden ankom de første deltager til det kommende Avannaata Qimussersua, og der er nu 30 deltagere med deres hundespand og slæder klar til i morgen.

Der er kun ankommet to deltagere fra Qeqertarsuaq, da de resterende tre deltagere ikke har mulighed for rejse til Qasigiannguit.

I morgen klokken 12.00 skydes grønlandsmesterskaberne i hundeslædevæddeløb i gang. Formanden for QQP, Qasigiannguits forening for slædehundekørere, Hendrik Iversen, tør ikke spå om, hvem der vinder.

- Deltagerne har alle hurtige hunde, så det er svært at gætte, hvem der vinder dysten i morgen. Det bliver et spændende løb, siger Hendrik Iversen.

Det er sjette gang, Qasigiannguit er vært for de traditionsrige mesterskaber.

Vagter døgnet rundt

Hendrik Iversen oplyser, at ruten på 40 kilometer er tilrettelagt og klar til start. Der er endnu ikke indkommet nogen klager omkring ruten, og der mangles heller ikke sne.

- Vi håber, at alt forløber som det skal, og at samtlige 30 deltagere når i mål i god behold, siger Hendrik Iversen.

Der har tidligere været episoder, hvor slædehunde bliver fodret med rottegift op til løbet.

Ligesom det seneste par løb, så er der også arrangeret nattevagter for hundene for at undgå, at hunde bliver fodret med rottegift eller givet for meget foder lige op til løbet.

Siden de første deltagerer ankom for en uge siden har QQP haft døgnvagter ved hundepladserne. Ingen må komme til hundene om aftenen og om natten uden en aftale med vagterne. QQP’s formand oplyser, at der ikke er sket noget med hundene.

- Vi vil meget gerne undgå, at folk prøver at bespise hundene eller på anden måde skader dem op til dysten. Indtil videre fungerer vagtordningen upåklageligt, hvilket vi er glade for, siger Hendrik Iversen.

Powered by Labrador CMS