Efter 23 år: Enige om at genindføre bilsyn

Embedsfolk skal senere i august mødes for at diskutere, hvilken model for bilsyn der kan fungere her i landet. Der blev sidst synet biler i Grønland i 1999.

Efter et møde torsdag mellem transportminister Trine Bramsen og Naalakkersuisoq Erik Jensen er der enighed om at indføre bilsyn i Grønland, skriver naalakkersuisut i en pressemeddelelse.
Offentliggjort

Naalakkersuisut ønsker at få genindført regelmæssigt syn af biler her i landet, og den danske regering er lydhør overfor ønsket, lyder det fra Naalakkersuisut i en pressemeddelelse.

I meddelelsen står der, at naalakkersuisoq for boliger og infrastruktur Erik Jensen mødtes med den danske transportminister Trine Bramsen i sidste uge, hvor emnet blev drøftet:

- Mens biler i Danmark bliver kaldt til syn med passende intervaller, er der i Grønland ikke nogen regler for syn. Efter et møde torsdag mellem transportminister Trine Bramsen og naalakkersuisoq Erik Jensen er der enighed om at indføre bilsyn i Grønland, skriver Naalakkersuisut.

Biler sidst synet i 1999

Erik Jensen er tilfreds med udviklingen:

- Sidste gang, der blev synet biler i Grønland var i 1999. Det har vi drøftet, og jeg er meget tilfreds med, at der nu sker konkrete tiltag indenfor nærmeste tid på færdselsområdet, udtaler Erik Jensen.

Transportminister Trine Bramsen udtaler, at det nu er vigtigt at få fundet en god løsning:

- Jeg vil gerne takke Erik Jensen for vores konstruktive samarbejde. Det er vigtigt for mig, at vi nu får fundet løsninger på de ønsker, der er rejst fra min grønlandske kollega, udtaler Trine Bramsen.

Model skal findes

Der er flere gange tidligere blevet meldt ud fra myndighederne, at man arbejdede på en løsning for at genindføre bilsyn her i landet, men planerne er altså ikke blevet realiseret.

Det skal der altså laves om på nu, og ifølge Naalakkersuisut vil embedsfolk på tværs af Grønland og Danmark mødes senere i denne måned for at drøfte færdselssikkerhed, og her vil spørgsmålet om indførelse af bilsyn i Grønland, og hvilken model der kan fungere også blive drøftet.

Ministrene besluttede desuden at oprette et dansk-grønlandsk samarbejdsudvalg omkring færdselsområdet på ministerniveau. Der er aftalt årlige statusmøder for at sikre fremdrift på området. Det skal sikre et tættere samarbejde og koordination omkring færdselsregler, står der i meddelelsen.

Folketingsmedlem Aaja Chemnitz Larsen (IA) og politimester Bjørn Tegner Bay var tilbage i juni ude med en krads kritik af færdselsloven, som de betegnede som forældet.

Powered by Labrador CMS