Sæl-demonstration i Kbh.

Støtter grønlandsk sæleksport

Kandidat til Europa-Parlamentet for Radikale Venstre Sissel Kvist blæser til kamp for Grønlands sælfangst

Kandidat til Europa-Parlamentet for Radikale Venstre Sissel Kvist blæser til kamp for Grønlands sæleksport
Offentliggjort

Sissel Kvist, kandidat til Europa-Parlamentet for Radikale Venstre, vil være at finde i den varslede demonstration torsdag eftermiddag dansk tid, når grønlandske kormedlemmer og andre sympatisører samles på Christiansborg Slotsplads. Hvis vejret tillader det, vil de gå i fakkeloptog gennem Strøget til Rådhuspladsen.

Sissel er født i Nuuk, og har siden hun blev opstillet til Europa-Parlamentet i 2012 haft sæler som en af sine mærkesager.

Er frustreret
- Jeg er frustreret over, at mange politikere og såkaldte dyreværnsorganisationer er imod fangst og eksport af sæler uden nogensinde at have sat deres ben i Grønland. Efter min mening kan det kun gå for langsomt med at få tilbagerullet sælforbuddet. Jeg håber derfor virkelig, at Inuit Silas tiltag kan være med til at vise, at det at spise sæl i Grønland er ligeså naturligt som at spise oksekød i Danmark. Jeg plejer at forklare folk, at mine forældre i Vejle får en halv ko til fryseren, mine gudforældre i Nuuk får en halv sæl. Hvorfor er det ene mere forkert end det andet?, spørger Sissel Kvist.

Læs "Billeder: Sæl-bussen har tanket sukker i Aarhus"

Læs "Højt humør i sæl-bussen ved afgangen"

Læs "Klar til grønlandsk sæl-demonstration i København"

Nordatlantens stemme i Europa-Parlamentet
- Bliver jeg valgt til Europa-Parlamentet, vil jeg ikke bare være Danmarks stemme i Europa, men hele Nordatlantens. Dele af EU-lovgivning har ikke kun virkning i Danmark, men i hele rigsfællesskabet, og jeg mener, man som dansk medlem af Europa-Parlamentet har et særligt ansvar for også at tænke på Grønland og Færøerne, skriver Sissel Kvist i en pressemeddelelse.

Sissel Kvist er født i Nuuk af danske forældre og boede i Grønland, til hun var tre år. Hun har gennem hele sit liv bevaret tæt tilknytning til Grønland og var senest tilbage under valget til Inatsisartut i marts.

Powered by Labrador CMS