Sæl-demonstration i Kbh.

Højt humør i sæl-bussen ved afgangen

Selvom der ikke dukkede så mange personer op torsdag morgen, da den såkaldte sæl-bus kørte fra Aalborg mod København, fejler stemningen ikke noget

Mobilhilsen fra bussen
Offentliggjort

En bus - den såkaldte sæl-bus - med grønlandske kormedlemmer fra forskellige kor i Danmark tog torsdag morgen afsted fra Aalborg med kurs mod København, hvor kormedlemmerne og andre sympatisører torsdag eftermiddag dansk tid samles på Christiansborg Slotsplads og - hvis vejret tillader det - gå i fakkeloptog gennem Strøget til Tivoli.

Det er den grønlandske sælskindskampagne Inuit Sila, der starter en ny kampagne og underskriftindsamling, der støtter grønlandsk sælfangst.

Bussen kørte fra Aalborg klokken 07 dansk tid.

I den forbindelse fortæller Nina Jul Larsen, der er projektleder hos Inuit Sila og med i bussen:

- 12 personer er dukket op, selvom 22 havde tilmeldt sig. Humøret er højt, og Ikerasak-koret fra Aalborg har allerede sunget deres første sang. Som ægte grønlændere trodser vi stormen.

Læs "Storm rammer Danmark med vindstød af orkanstyrke"

- Desværre er der ikke taget højde for bestik, og rundstykkerne er nu derfor spist på grønlandsk maner uden nogen form for knive. Det bliver der dog grint meget af. Koret fra Aarhus har her til morgen meldt afbud, men vi tager chancen og håber på, at der dukker nogen op. Det er så småt ved at lysne op, og vi har endnu ikke rigtig mærket til stormen, fortæller Nina Jul Larsen til Sermitsiaq.AG.

Læs "Klar til grønlandsk sæl-demonstration i København"

Sermitsiaq.AG dækker løbende
Redaktionen sender løbende nyhedsopdateringer fra sæl-bussen, fra det senere pressemøde på Christiansborg klokken 14 dansk tid, hvor de to grønlandske folketingsmedlemmer, Sara Olsvig fra Inuit Ataqatigiit (via Skype) og Siumuts Doris Jakobsen, samt naalakkersuisoq for fiskeri, fangst og landbrug Karl Lyberth fra Siumut deltager, inden der sluttes af med dækning fra fakkeloptoget og demonstrationen.

Powered by Labrador CMS