medier
Mediedirektør: Indfør betaling på Sermitsiaq.AG og KNR.gl
Sermitsiaq.AG's direktør Poul Krarup overvejer, at der indføres betalingsmur for at læse nyheder på nettet
Mandag offentliggjorde Mediehuset Sermitsiaq.AG et ’ikke-tilfredsstillende’ årsresultat, som viser, at mediehuset kom ud af 2013 med et overskud efter skat på 3.300.000 kroner, hvilket er dårligere i forhold til forrige års 'tilfredsstillende' resultat på 4.741.000 kroner.
Læs: Sermitsiaq.AG skuffet over årsresultat
Nu lufter direktør i Mediehuset Sermitsiaq.AG og chefredaktør for printavisen Sermitsiaq, Poul Krarup, ideen om, at der indføres betalingsmur for at læse nyheder på nettet.
- Nettet har desværre lært alle, at nyheder er gratis, men det skal måske koste penge fremover at læse netavisen Sermitsiaq.AG, og i den sammenhæng er den store konkurrent KNR et problem, siger han til Radioavisen.
- Vi kan ikke indføre en betalingsmur alene, for KNR.gl er der også med sit gratis indhold. Folk burde betale for netnyheder - også på KNR.gl, siger Poul Krarup, som forklarer, at han ellers ikke kan lave forretning.
Læs: Nyt design: Sermitsiaq graver dybere
Selvstyret køber billige jobannoncer i Danmark
Han siger videre til Radioavisen, at de private mediers sundhed afhænger fuldstændig af, hvor meget konkurrence der er mellem virksomheder i Grønland. Hvis ikke der er gang i økonomien og konkurrencen, så vil virksomhederne ikke købe annoncer.
Endvidere er det dybt problematisk for Mediehuset Sermitsiaq.AG, at det offentlige og de selvstyreejede virksomheder er begyndt at købe mange jobannoncer hos billige danske jobsites i stedet for at købe plads i et af mediehusets medier, eftersom en stor del af mediehusets indtægter kommer fra netop jobannoncer.
Og det afspejler sig tydeligt i mediehusets økonomi.
Sermitsiaq.AG’s bruttofortjeneste i 2013 var 19.485.000 kroner mod 21.147.000 kroner i 2012, hvilket betyder, at egenkapitalen nu er 13.988.000 kroner mod 10.689.000 kroner for et år siden.
Nyhedssitet www.Sermitsiaq.AG er fortsat Grønlands mest besøgte, og antal besøgende er stadig stigende. Således er besøgsantallet øget med over 84 procent i forhold til 2012.
Sermitsiaq.AG er ved at indhente interview med KNR-direktør Søren Lennert Mortensen.