medier

Sermitsiaq.AG skuffet over årsresultat

Mediehuset kom ud af 2013 med et overskud efter skat på 3.300.000 kroner. Det er en tilbagegang i forhold til 2012

Mediehuset Sermitsiaq.AG i Nuuk
Offentliggjort

- Et ikke-tilfredsstillende resultat for Mediehuset Sermitsiaq.AG i 2013.

Sådan konkluderer mediehuset.

Sermitsiaq.AG kom ud af 2013 med et overskud efter skat på 3.300.000 kroner, hvilket er dårligere i forhold til forrige års 'tilfredsstillende' resultat på 4.741.000 kroner.

- Den daglige ledelse og bestyrelsen er ikke tilfredse med resultatet, der viser, at det er blevet vanskeligere at sikre den frie og uafhængige presse i Grønland. Resultatet skyldes øget konkurrence og generel afmatning i samfundsøkonomien, skriver mediehuset i en pressemeddelelse.

Sermitsiaq.AG’s bruttofortjeneste i 2013 var 19.485.000 kroner mod 21.147.000 kroner i 2012, hvilket betyder, at egenkapitalen nu er 13.988.000 kroner mod 10.689.000 kroner for et år siden.

Læs: Flot resultat for Sermitsiaq.AG i 2012

Hjemmesiden fortsætter fremgang
Nyhedssitet www.Sermitsiaq.AG er fortsat Grønlands mest besøgte, og antal besøgende er stadig stigende. Således er besøgsantallet øget med over 84 procent i forhold til 2012.

Websitet indeholder tillige landets mest besøgte jobsite, Sermitsiaq.AG/JOB.

Annoncering og dermed fremvisning af annoncer på nettet har også været stigende i forhold til sidste år.

Bladsalgsomsætning falder fortsat
- Bladsalgsomsætningen var i 2013 på 7.760.000 kroner mod 8.964.000 kroner i 2012. Oplaget på de to printaviser har, som i resten af den vestlige verden, været faldende i forhold til 2012. Til gengæld stiger antallet af aviser, der sælges på nettet, oplyser mediehuset.

Den økonomiske krise har også i 2013 præget avisernes annonceomsætning, idet jobannoncer stadig befinder sig på et lavt niveau. Og den samlede annonceomsætning er faldet med 1.116.000 kroner i forhold til forrige år.

Trods krise er der udviklet nye produkter: Arctic Journal. Desuden er der startet en ny lokalavis i Kommune Kujalleq.

Nuuk Lokalreklame A/S, der udgiver Nuuk Ugeavis, har haft en beskeden fremgang, oplyser Mediehuset Sermitsiaq.AG.

Powered by Labrador CMS