relancering

Nyt design: Sermitsiaq graver dybere

- Vi vil give læserne en ny avisoplevelse, siger Sermitsiaqs chefredaktør Poul Krarup

Sermitsiaqs chefredaktør Poul Krarup med den relancerede udgave af avisen
Offentliggjort

Printavisen Sermitsiaq udkommer nu i en relancerede og flottere udgave.

- Det sker for at styrke Sermitsiaq endnu mere. Det nye layout understreger avisens position som en ambitiøs og professionel avis med fokus på erhverv, samfund, politik, økonomi og kultur, siger chefredaktør Poul Krarup.

- Vi tror på, at der er plads til yderligere vækst hos de trykte aviser. Det handler om bedre indhold, mere journalistik og en tidssvarende indpakning i form af moderne og innovativt design, forklarer Poul Krarup i forbindelse med ugens lancering af et helt nyt avislayout hos Sermitsiaq.

- Mens de trykte aviser i udlandet kæmper med tilbagegang, oplever vi fortsat større interesse for aviserne her i landet, og nu investerer Mediehuset Sermitsiaq.AG yderligere i den grønlandske journalistik.

Nye arbejdsgange
Sermitsiaq, der udkommer på tryk hver fredag, har haft det samme design i en årrække. Men i denne uge udkommer avisen i nyt design, og den erhvervsrelaterede journalistik understreges yderligere i det udtryk, der findes i avisens nye laksefarvede avissider, som man kender fra udenlandske erhvervsaviser.

Udviklingen af Sermitsiaq har været undervejs siden efteråret 2011, og det nye layout implementeres samtidig med en helt ny redaktionel proces, der dirigeres via nyt redaktionelt software. For læsernes giver det forhåbentligt en markant bedre avisoplevelse.

- I en tid med økonomisk afmatning eller stagnation, har man som professionel erhvervsdrivende to muligheder; man kan sætte sig ned og græde over tabte markedsandele eller man kan beslutte sig for at komme styrket gennem hårde tider ved produktudvikling og ekstra turbo på markedsføringen, forklarer Poul Krarup.

Journalistik på nettet eller i den trykte avis
I flere år var nyheder og journalistik på nettet en hård konkurrent til de trykte aviser. Men læserne er blevet mere kritiske, og de fleste læsere har afkodet de væsentligste forskelle på journalistik på nettet i forhold til det, man får i en trykt avis.

Nettet er godt til hurtige, men ofte overfladiske nyheder. Online kan man med fordel finde breaking news og følge nyhedsudviklingen i real tid, time for time.

Men det er i de trykte aviser, man kommer i dybden og får nuancerne. Her får man oftere hele historien, mere perspektiv og mere gennemarbejdet journalistik.

Derfor er det også svært at undvære de trykte aviser, hvis man ønsker at holde sig orienteret.

- Net og print skal supplere hinanden, påpeger Poul Krarup.

Journalistikken på nettet er kommet for at blive, men det kan bedst sammenlignes med fast food. Det er der ikke noget i vejen med. Men det nærende og inspirerende måltid, finder man fortsat kun i aviserne, ikke på nettet, vurderer Poul Krarup.

De trykte aviser findes naturligvis også i udgaver, der kan læses elektronisk.

Ugens Sermitsiaq, der er fremme i butikkerne i løbet af fredag, kan allerede købes her:

Powered by Labrador CMS