selvstændighed

D vil fortsat ikke udpege medlem til forfatningskommission

Demokraterne mente fortsat ikke, at de har fået oplyst, hvad det præcise formål med forfatningskommissionen er. Derfor vil de ind til videre ikke deltage i arbejdet.

Mens de andre går i gang med arbejdet, står Demokraterne stadig på sidelinjen, når det gælder forfatningskommissionen.

Da forfatningskommissionen blev præsenteret i går, var der intet medlem fra Demokraterne med i kommissionen.

Og sådan vil det ind til videre også fortsætte med at være, fastslår partiets formand Randi Vestergaard Evaldsen overfor Sermitsiaq.AG.

- Vi har fortsat ikke fået oplyst, hvad det præcist er forfatningskommissionen skal lave, derfor kan vi heller ikke pege på, hvem der vil være den rigtige til at sidde i den, siger hun.

LÆS OGSÅ: Forfatningskommissionen er nu på plads

Savner klarere svar
Demokraterne har stillet § 37 spørgsmål om kommissionens arbejdsopgaver og indholdet i arbejdet. Men de mener ikke, at de er blevet meget klogere af svarene.

- Vi ved reelt ikke, hvad formålet med forfatningskommissionen er.

- Det er jo defineret, at den skal udarbejde en forfatning i to tempi, en der gælder inden for Rigsfællesskabet og en, der skal gælde for et uafhængigt Grønland. Hvorfor er det ikke præcist nok for jer?

- Det er meget bredt formuleret. Vi savner svar på hvorfor vi skal have den og hvordan den skal arbejde. Er der for eksempel rejser involveret? siger Randi Vestergaard Evaldsen.

LÆS OGSÅ: Forfatningsarbejde skal samle landet

Formand vil have kritiske stemmer med
Forfatningskommissionen formand, Vivian Motzfeldt (S) håber, at Demokraterne snart melder sig på banen, når det gælder forfatningsarbejdet.

- Jeg opfordrer dem til at være med i dette historisk betydningsfulde arbejde. Det er vigtigt at også de kritiske stemmer er med til at præge processen, siger hun.

Følger med fra sidelinjen
Forfatningskommissionen har vidt omfang frihed til selv at tilrettelægge sit arbejde. Den skal mødes for første gang i de kommende dage.

- Randi Vestergaard Evaldsen, hvor længe kan i holde til at stå på sidelinjen og se på?

- De drøfter vi naturligvis også løbende. Men jeg mener, det er Naalakkersuisut eller kommissionen, der sidder med nøglen. Hvis de fortæller os, hvad kommissionen skal, så kan vi også finde den rette person til at sidde i den. Ind til da sidder vi på sidelinjen og følger med derfra, siger Demokraternes formand.

Powered by Labrador CMS