Atassut

Atassut-formand: - Vi er langt fra døde

Atassuts landsformand Siverth K. Heilmann er dybt skuffet over, at Mala Høy Kuko trak sig som medlem af partiet uden at orientere partiformanden mundtligt. Men partiet lever og ser frem til landstingsvalget næste år.

Atassutip siulittaasua Siverth K. Heilmann

Mala Høy Kuko skrev en email til partiformanden Siverth K. Heilmann torsdag morgen kl. 10.36, hvor han meddelte, at han ville være løsgænger.

Opbakning

- Vi talte sammen i telefonen onsdag, hvor han intet nævnte. Når man tænker på, hvor megen opbakning og tid jeg har brugt på at hjælpe ham i det politiske arbejde, ja, så skuffer det mig meget, at han ikke en gang kunne meddele sin beslutning mundtligt, understreger Siverth K. Heilmann over for Sermitsiaq.AG.

Partiformanden har dermed mistet sit eneste medlem af Inatsisartut, og der er dem, der spår, at partiet ingen fremtid har. Det afviser Siverth K. Heilmann på det kraftigste.

- Du må ikke glemme, at vi har adskillige medlemmer, der sidder i kommunalbestyrelserne rundt om i landet. Vi er ikke døde. Langt fra. Og vi glæder os til landstingsvalget næste år, fastslår Atassuts formand.

Ni medlemmer

Atassut har efter Mala Høy Kukos udmeldelse af partiet ni medlemmer siddende i landets kommunalbestyrelser.

Mala Høy Kukos beslutning om at blive løsgænger får ikke partiformanden til at indkalde til et ekstraordinært bestyrelsesmøde.

Læs også: Atassuts lange nedtur

- Vi havde et møde i partiets hovedbestyrelse i mandags. Jeg har fået mange henvendelser fra partimedlemmer, der ikke kan forstå, hvad der er sket. Jeg kan sige, at vi glæder os til den kommende valgkamp, fordi vi har en god politik, fastslår partiformanden fra Maniitsoq.

Læs også: Atassut mister sit eneste Inatsisartut-medlem

Powered by Labrador CMS