Siorarsiorfik

Asii om Kielsen-udfald: Bagholdsangreb

Nu fyger det med beskyldninger mellem hovedstadsborgmester Asii Chemnitz Narup, IA, og formanden for Naalakkersuisoq Kim Kielsen, partileder for Siumut.

- Hele lektien under de seneste års Siumut-styre er jo, at Sermersooq selv må skabe resultaterne, for der er ingen opbakning fra Naalakkersuisut, skriver Asii Chemnitz Narup.
Offentliggjort

Kim Kielsen betegnede tidligere i dag over for Sermitsiaq.AG den store hovedstadsplan med 1600 nye boliger, skoler og daginstitutioner, tunnel og erhvervsbyggeri, som ”luftkasteller, der kun ser godt ud på flotte plancher”.

Læs også: Kielsen om Nuuk-projekt: Et luftkastel

Kim Kielsens udfald har fået Asii Chemnitz Narup til at reagere prompte og meget skarpt:

Hele lektien under et Siumut-styre

- Jeg må pure afvise at Siorarsiorfik-projektet er et luftkastel. Men jeg er fuldt ud klar over, at det kræver politisk vilje. Og det er i sagens natur ikke gavnligt, at den person med det højeste ansvar for landets lederskab og udvikling ikke vil bidrage. Men hele lektien under de seneste års Siumut-styre er jo, at Sermersooq selv må skabe resultaterne, for der er ingen opbakning fra Naalakkersuisut, skriver Asii Chemnitz Narup til Sermitsiaq.AG.

Læs også: Kim Kielsen: Nuuk må gerne vokse – under ansvar

Borgmesteren undrer sig over, at Kim Kielsen åbenbart underkender sine partifæller i kommunalbestyrelsen, der har bakket op om Siorarsiorfik-projektet.

Interessant timing

- Siorarsiorfik er et stort og ambitiøst projekt, som alle 19 kommunalbestyrelsesmedlemmer har samarbejdet om, og projektet har haft en samlet opbakning i kommunalbestyrelsen – og altså også fra Siumut. Jeg skal ikke blande mig i at Kim Kielsen underkender sine partifæller – men timingen er selvfølgelig interessant. Det er jo velkendt at Siumut lider under ikke at have borgmesterposten i Sermersooq, og derfor er dette bagholdsangreb da også helt forventeligt. Jeg forstår også, at projektet slet ikke figurerer i Siumuts valgkampsmateriale – det er der selvfølgelig en grund til, og det tager jeg til efterretning.”

Læs også: Største boligplan i Grønlands historie skudt i gang

- Vi står med valget mellem et Grønland som går i stå, hvor boligmanglen vokser, de sociale problemer vokser, det reelle antal beskæftigede falder, og hvor mange unge nyuddannede ikke ønsker af vende hjem efter end uddannelse, og hvor flere forlader landet, end vi får nye indbyggere på den ene side – og så skabe nogle politiske resultater og give vort land og befolkningen et håb for fremtiden, som kan realiseres. Kim Kielsen står for det første – og Inuit Ataqatigiit står for det sidste, fastslår Asii Chemnitz Narup.

Inviterer til offentlig debat

Borgmesteren for hovedstadskommunen opfordrer Kim Kielsen til en offentlig debat om Grønlands fremtid mellem ham og hende.

- Om hvordan vi sikrer vækst og udvikling, slutter Asii Chemnitz Narup sit indlæg.

Powered by Labrador CMS