Wistoft: Prisen på lufthavnsbyggerierne er hemmelig

Det vil fortsat være en hemmelighed, hvad byggeriet af lufthavnene i Nuuk og Ilulissat løber op i, selv om man har udpeget Munck Gruppen som vinder af udbudsrunden.

Peter Wistoft oplyser, at man har anvendt fem kriterier for at finde frem til udbudsvinderen af anlæggelsen af lufthavnene i Nuuk og Ilulissat.

Administrerende direktør Peter Wistoft, Kalaallit Airports, vil ikke afsløre, hvad Munck Gruppen har forlangt for at bygge de to nye lufthavne i Nuuk og Ilulissat.

Kalaallitt Airports oplyste fredag, at det blev danske Munck Gruppen, der er udvalgt blandt buddene, hvor de to andre kom fra hollandske og canadisk entreprenørselskaber.

- Vi forhandler fortsat om det konkrete tilbud, oplyser Peter Wistoft og forklarer, at lufthavnsselskabet vil komme med nye udbud på lufthavnsbygningerne.

Samlet pris

- Da den samlede pris på, hvad lufthavnene skal koste, er blevet meldt ud, ønsker vi ikke at oplyse prisen, da entreprenørerne, der skal bygge lufthavnsbygningerne, så kan regne ud, hvilket beløb vi opererer med, forklarer Peter Wistoft.

Han oplyser, at fem kriterier har været anvendt, da man skulle evaluere de tre tilbud, der blev afgivet.

Fem kriterier

- Prisen på projektet vægtede 60 procent, oplyser Peter Wistoft.

Af andre hensyn, man har vurderet tilbuddene efter, er følgende:

  • 10 procent: Arbejdsmetoden
  • 10 procent: Har man tidligere arbejdet med et sådan projekt, mens lufthavnene har været i drift under byggeperioden.
  • 10 procent: Sociale hensyn.
  • 10 procent: Organisation og personale.

- Jeg må heller ikke oplyse priserne, da de er afgivet under fortrolighed, fastslår lufthavnsdirektøren.

Endelig underskrift i august

Han forventer at have detaljerne forhandlet på plads i slutningen af juli eller starten af august. En offentlig undeskrivelsesceremoni vil så finde sted medio august, oplyser Peter Wistoft.

Powered by Labrador CMS