Visit Greenland-direktør: 100.000 turister til næste år

Grønland skal markere sig som en af Verdens mest spændende og bæredygtige adventure-destinationer i fremtiden, siger den nye direktør i hos Grønlands nationale turistråd.

På billedet ses s direktør Hjörtur Smarason Visit Greenland

- Vi skal sætte mål på 100.000 turister allerede i 2022.

Det siger Visit Greenlands nye direktør Hjörtur Smárason i et nyhedsbrev på turistrådets hjemmeside.

- Undersøgelser peger på, at turister kommer til at søge mod mere isolerede destinationer. Destinationer, hvor der er begrænsede mængder folk. Destinationer, som har holdt godt styr på tingene under covid. Destinationer, hvor de kan føle sig trygge. Destinationer som Grønland, fremhæver han.

Grønland har fordel

Det giver Grønland en fordel, der skal udnyttes, siger Hjörtur Smárason.

- Selvom man regner med, at turismen globalt bliver nogle år om at komme sig efter covid, er der ingen grund til, at Grønland skal følge gennemsnittet. Grønland har aldrig været og bliver aldrig et gennemsnitsland. Vi har en fordel, som ligger i vores isolation, den store vildmark og de få mennesker. En fordel som vi skal udnytte til at komme hurtigt på benene igen – og det bliver kun vores første skridt, fortæller han.

Vækst i de kommende år

Og islandske Hjörtur Smárason er overbevist om, at der vil komme mange turister, når lufthavnsudvidelserne står færdig.

- Vi skal regne med en vækst på 25 procent om året fra 2023 – ikke nødvendigvis fordi det skal være målet – men fordi vi kan klare en vækst på 20 procent, hvis vi forbereder os på en vækst på 25 procent. Det kan vi til gengæld ikke, hvis vi kun forbereder os på en vækst på 5 procent, siger han i nyhedsbrevet.

Kræver målrettet arbejde

Han peger på, at et nyt rederi, flyselskab eller selv bare en ny rute – som hvis Air Greenland starter direkte flyvninger til USA eller Canada – kan betyde en vækst på 10-20 procent på én gang.

- Det betyder, at vi skal øge vinterturisme og turisme i skuldersæsonen så al den infrastruktur, som er til stede, bliver bedre udnyttet. Samtidigt skal vi udvikle de forskellige regionale destinationer og lægge vægt på den styrke og de specialiteter, hver enkelt destination har. Det kræver et målrettet, strategisk og gennemtænkt markedsførings- og brandingarbejde, lyder det fra Hjörtur Smárason.

Powered by Labrador CMS