Virksomhed ramt af brand - muligvis opstået i transformator
Lørdag ved middagstid var der kraftig røgudvikling fra en bygning, der tilhører flyttevirksomheden Usisaat i Nuuk. Politiet oplyser ved 14-tiden, at branden er slukket, og at man er i gang med at efterforske årsagen til branden.
Obs: Opdateret med nye oplysninger fra politiet kl 14.00.
Lørdag ved middagstid var der betydelig røgudvikling fra en bygning i Nuuk, der huser virksomheden Usisaat.
Beredskabet er til stede ved virksomheden med flere udrykningskøretøjer og arbejder på stedet.
Grønlands Politi oplyser, at anmeldelsen om branden kom kl. 12.14:
- Brandvæsen, ambulance og politi er på stedet og arbejder med at bekæmpe branden, skriver vagtchef Jens Rønberg i en kort meddelelse kort efter kl. 13.
Kan være opstået i transformator
Politiet oplyser ved 14-tiden, at brandvæsenet er færdig med at slukke branden, men at brandvæsenet forbliver på stedet for at efterslukke branden og sørge for, at den ikke blusser op igen. Der vil også være politi for at foretage undersøgelser.
Vagtchef Jens Rønberg oplyser videre, at branden muligvis er opstået i en transformator eller el-installation inde i firmaet.
- Dette kan vi først fastslå med sikkerhed, når brandstedet er kølet af. Vi vil foretage yderligere tekniske undersøgelser og tale med brandvæsenets røgdykkere samt afhøre vidner i sagen, skriver vagtchefen.
Afspærring ophævet
Der vil ifølge Jens Rønberg gå et stykke tid, inden resultatet af undersøgelserne foreligger, og politiet kan melde endeligt ud om, hvordan branden er opstået.
Den afspærring, der har været på stedet, er ophævet.
Ifølge politiet er der ingen, der er kommet til skade ved branden.
Flytte- og shippingvirksomheden Usisaat har hovedkontor i bygningen samt et autoværksted.
Tilbage i april 2021 hærgede en voldsom brand de relativt nyopførte Usisaat-bygninger.