Vandets lugt tredobler salg af vand på flaske
Borgere i Nuuk bymidte har over længere tid oplevet, en afvigende lugt i drikkevandet. Det kan helt klart mærkes på salg af vand, oplyser Brugseni Nuuk.
Salget af vand på flaske i Brugsenis afdelinger i Nuussuaq og Qinngorput ligger nærmest uændret i forhold til sidste år.
Men Brugsenis butik i Nuuks bymidte oplever en stigende efterspørgsel på vandflasker. Og gerne i to liters flasker.
Årsagen kan være, at bydelen Nuuk har haft en svingende kvalitet i drikkevandet. Drikkevandet har siden august i år haft en "afvigende lugt".
- Salg af halvliters vandflasker ligger på omkring samme niveau som året før. Men når det gælder coops to liters vandflasker, så kan vi helt klart se en vækst i salget, fortæller salgchef i Kalaallit Nunaanni Brugseni, Jes Nyborg til Sermitsiaq.AG.
Han bor selv i bydelen Nuuk, og har selv måttet købe vandflasker.
Vandsalget er steget over et par måneder:
- Juni og juli: I gennemsnit 250 flasker
- August: 300 flasker
- September: 380 flasker – udsolgt i 16 dage
- Oktober: 863 flasker – udsolgt i fire dage
Lynsalg
Brugseni har set sig nødsaget til at indkøbe endnu større partier af vandflasker á to liter for at slukke borgernes tørst. Efterspørgsel opleves stigende, når vandets smag ændres.
- På det seneste har vi oplevet en tredobling i forhold til salget af vandflasker á to liter. Vi har været presset i september, hvor vi var udsolgt på to liters flasker i 16 dage. Vi indkøber større partier af vandflasker nu, fortæller Jes Nyborg til Sermitsiaq.AG.
Salgchefen oplyser, at salg af vandflasker står uændret i både Qinngorput og Nuussuaq. Brugseni holder fortsat øje med udviklingen om vandens kvalitet, hvor både myndighedernes meldinger og borgernes ytringer vurderes, oplyser salgchefen.