Usikkert fjeld truer bygder: Konsekvens-beregninger er endnu usikre

Det er endnu uvist, hvilke huse der vil være i risikozonen, hvis der sker et fjeldskred fra et nyopdaget usikkert fjeld. Men norske eksperter arbejder på højtryk for at kunne komme med en vurdering, fortæller beredskabskommissionens formand.

Det nyopdagede usikre område vurderes at have en volumen på 28 millioner kubikmeter.
Offentliggjort

Geologiske undersøgelser har afsløret et nyt usikkert fjeld i Kangerluarsuk fjorden ved Uummannaqs fjordsystem.

Fjeldet truer med at skride i fjorden og udløse en tsunami, der kan ramme bygderne Ukkusissat, Niaqornat og Qaarsut, vurderer eksperter fra GEUS (De Nationale Geologiske Undersøgelser For Danmark og Grønland).

Indtil videre er der anslået en cirka opskylshøjde på cirka 5 - 7 meter ved en tsunami i de tre bygder, men det er ikke en helt præcis vurdering. Det er stadig uvist, præcist hvilke huse i bygderne som kan være i risikozonen.

Det forklarer Mette Skarregaard, der er departementschef i Departementet for Landbrug, Selvforsyning, Energi og Miljø samt Formand for Beredskabskommissionen.

Forventer ikke flere huse i risikozone

Hun fortæller, at den model, som GEUS har brugt til at lave en anslået opskyldshøjde, er en relativt simpel model, og at norske eksperter fra Norges Geotekniske Institut (NGI) nu arbejder på at give et mere præcist indblik i, hvilke huse i de tre bygder, der er i risikozonen.

- Den simple tsunami-model GEUS har brugt tager eksempelvis ikke højde for havbunden og topografien. NGI laver mere detaljerede bregninger, og når vi får deres resultater i maj, ved vi det mere præcist, siger Mette Skarregaard.

Hun forventer dog, at der ikke vil komme flere huse i risikozonen, end der allerede er i forbindelse med risikovurderingerne om et potentielt fjeldskred fra det såkaldte Karrat 3.

Departementschefen understreger, at konklusionen først endeligt kan drages, når NGI kommer med deres beregninger.

Flytteordning gælder stadig

Beredskabskommissionen har en rådgivende funktion, og i sagen om det usikre fjeld har Naalakkersuisut besluttet at følge kommissionens anbefalinger.

Anbefalingerne er rettet til kommunen og mod kritisk infrastruktur i området.

Avannaata Kommunias borgmester fortæller eksempelvis, at kommunen vil teste sirener i det truede område ved middagstid onsdag.

Da nogle huse i området allerede er truet af en potentiel tsunami fra Karrat 3, har nogle borgere besluttet sig for at benytte et tilbud fra Selvstyret om støtte til at flytte. Ordningen gælder stadig.

Powered by Labrador CMS