Borgmester om ny fjeld-trussel: Vi tester sirener kl. 12

Avannaata Kommunia har travlt med et reagere på det nyopdagede usikre fjeld i Kangerluarsuk Fjorden.

- Jeg havde ikke håbet på, at der skulle komme sådan en udmelding. Vi har allerede nok i de tre områder ved Karrat, som er usikre, siger Palle Jerimiassen, borgmester i Avannaata Kommunia.
Offentliggjort

Et nyt stort usikkert fjeldområde er blevet opdaget ved Uummannaqs fjordsystem. Myndighederne offentliggjorde nyheden i går sammen med en række anbefalinger til forholdsregler.

I Avannaata Kommunia har man arbejdet på højtryk, siden man modtog de nye oplysninger, og allerede i dag testes sirenerne i flere bygder, fortæller kommunens borgmester Palle Jerimiassen til Sermitsiaq.AG:

- Vi tester sirener i dag klokken 12. Vi fokuserer på området ved Uummannaq. Det er ude i bygderne, vi skal have dem afprøvet dem, siger Palle Jerimiassen.

Ifølge de foreløbige undersøgelser er det særligt bygerne Ukkusissat, Niaqornat samt Qaarsut, der kan blive ramt af en tsunami, hvis fjeldområdet styrter i vandet.

- Ikke hvad jeg havde håbet på

Ifølge borgmesteren er kommunalbestyrelsen blevet orienteret om den nye situation, og tirsdag morgen er der blevet holdt møde, hvor kommunens beredskabschef og en række andre ledende medarbejdere har opdateret kommunens beredskabsplan.

Dermed skulle alle gerne vide, hvordan de skal agere i tilfælde af et nyt alvorligt fjeldskred i området.

- Vi har allerede beredskabsplaner efter det, der skete i 2017 (fjeldskredet ved Nuugaatsiaq, red.). Nu bliver den opdateret, så alle ved, hvad de skal gøre, og vi kan være godt forberedte.

Og nyheden om endnu et usikkert område ryster borgmesteren:

- Jeg havde ikke håbet på, at der skulle komme sådan en udmelding. Vi har allerede nok i de tre områder ved Karrat, som er usikre.

- Det er ikke betryggende, men vi må handle ud fra fakta, og se hvordan vi kan gøre livet så trygt som muligt for borgerne i området. Vi må også forberede os på, at det kan ske, siger borgmesteren.

Powered by Labrador CMS