Gå til hovedindhold

USA og Grønland indgår aftale om Pituffik

Efter forhandlinger mellem Danmark, USA og Grønland er der i dag lavet en aftale om rammerne for den nye servicekontrakt for Pituffik. Aftalen er underskrevet af USA og Grønland.

På et virtuelt møde er der i dag onsdag opnået enighed om fire dokumenter, som tilsammen udgør et resultat af årelange forhandlinger mellem USA, Danmark og Grønland om servicekontrakten på Pituffik (Thule luftbase).

Et af dokumenterne er en underskreven aftale om en plan for et videre bilateralt samarbejde mellem Grønland og USA.

LÆS OGSÅ: Steen Lynge går efter Pituffik og økonomisk udvikling

Aftalen giver større grønlandsk aftryk og nytte, samt enighed om en plan for det fremtidige samarbejde mellem Grønland og USA underskrevet af Formanden for Naalakkersuisut, Kim Kielsen og den amerikanske ambassadør Carla Sands.

- Vi er oprigtig tilfredse med den aftalte plan for vores videre bilaterale samarbejde med USA. Det har således været vigtigt for Naalakkersuisut, Inatsisartut og det grønlandske folk, at vi fik en reel, håndgribelig nytte af den amerikanske tilstedeværelse, udtaler Kim Kielsen.

Principiel sag

- Med en bilateral samarbejdsplan, de nye udbudskriterier, og kontraktbetingelser vi har forhandlet på plads, har vi langt bedre betingelser end før, lyder det fra Kim Kielsen i forbindelse med underskrivelsen af den nye aftale.

Naalakkersuisoq for Udenrigsanliggender og Energi, Steen Lynge, understreger vigtigheden af aftalen.

- Sagen har stor principiel betydning for Grønland, i og med at det er os der ligger land til den amerikanske base, og vi er stolte af at man nu har anerkendt Pituffiks og Grønlands nøglerolle i amerikansk sikkerhed, udover grønlandsk og transatlantisk sikkerhed, siger han.

Ifølge Naalakkersuisut skal de nye udbudskriterier bidrage til, at fremtidige servicekontraker på Thulebasen bliver til gavn for grønlandske selskaber. Sigtet er, at Grønland i bred forstand får størst mulig nytte af den amerikanske tilstedeværelse.

For eksempel gennem grobund for flere lærepladser, beskæftigelses­muligheder og skatteindtægter, oplyser Naalakkersuisut.

Historien kort

Sagen om servicekontrakten – som omfatter vedligeholdelse, byggeri og kantinedrift m.m. – har baggrund i, at USA i 2014 tildelte kontrakten til et amerikanskejet selskab. Kontrakten havde inden da i mange år været på dansk-grønlandske hænder.

Tildelingen var efter Kongeriget Danmarks opfattelse i strid med gældende aftaler mellem Kongeriget og USA; det såkaldte forsvarsaftalekompleks. Siden 2014 har Kongeriget og USA forhandlet om nye udbudskriterier med henblik på, at kontrakten ved næste udbud tildeles et grønlandsk/dansk selskab.

Velkommen til debatten
  • Du skal acceptere cookies i bunden af sitet for at kunne se og deltage i debatten.
  • Vigtigt! Nye regler: Man skal slå Valgfrie cookies til under https://www.facebook.com/settings/cookie for at kunne se og deltage i debatten.
  • Kommentarfeltet kan blive også blokeret i din browser. Du kan læse vores vejledning til aktivering af Facebook kommentar-spor i din browser her.
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER