seksuelle overgreb
Undrer sig over stort fald i børneanmeldelser
En ekspert i omsorgsvigt af børn samt Foreningen Grønlandske Børn mener, det er for tidligt at håbe på, at Grønland har fået bugt med et af sine største problemer
Torsdag kunne politiet fortælle om en fortsat bedring i landets kriminalitet, så antallet af anmeldelser nu er nede på et historisk lavt niveau.
Anmeldelserne af seksuelle overgreb overfor børn er også faldet fra 70 sager i 2013 til 31 i 2015.
Men selvom tallene umiddelbart skaber glæde, så er der andre, der undrer sig, fortæller DR fredag.
Oversete sager?
Både generalsekretær i foreningen grønlandske børn, Puk Draiby, og børneforsker Else Christensen undrer sig over, at der ikke er flere, der anmelder seksuelle overgreb overfor børn, når det skulle være udbredt, og der er kommet så stor fokus på emnet.
- Både vores undersøgelser og den almindelige viden i Grønland er, at det jo er ganske store antal børn og unge, der er blevet udsat for seksuelle misbrug, siger Else Christensen til Danmarks Radios Radioavis.
Vil bag om tallene
- Så derfor synes jeg, at disse nye tal med antal anmeldte seksuelle sager er små.
- Så det kunne være spændende at finde ud af, hvad det er for nogen sager, der er anmeldt, og hvordan befolkningen har det med at anmelde sager, uddyber forskeren.
Læs: Socialrådgivere: Bedre vilkår for os vil give færre sager
Hver tredje
Else Christensens årelange undersøgelser viser, at op mod hver tredje pige i Grønland har været udsat for seksuelle overgreb.
Selvom den overordnede statistik for lovovertrædelser er i bedring, så har vi stadig et antal af anmeldte seksualforbrydelser som forholdsmæssigt set er ti gange højere end i Danmark, og antallet af voldtægter er stigende med flest sager i Nuuk, Qaqortoq og Tasiilaq.
Læs: Politimester foreslår næste skridt for bekæmpelse af sexmisbrug