seksuelle overgreb

Politimester foreslår næste skridt for bekæmpelse af sexmisbrug

Bag dagens positive historie om et fald i kriminaliteten i Grønland ligger et stigende antal voldtægtssager

Politimester Bjørn Tegner Bay
Offentliggjort

I dag kan politiet i Grønland offentliggøre den hidtil pæneste kriminalstatistik med et niveau af anmeldelser indenfor kriminalloven, som er lige så lavt som det danske i 2013.

Læs: Kriminaliteten daler

Overfor Sermitsiaq.AG forklarer Bjørn Tegner Bay, landets politimester, situationen således.

- Der er flere forkaringer, men jeg tror helt generelt, at meget skyldes, at vi har fået en bedre økonomi i samfundet i 2015. Men jeg tror faktisk også, at forebyggelsesarbejdet har fået et boost både på det sociale område, på skolerne og hos os i politiet.

Ansigt til ansigt
- Vi er blevet bedre til at lave forebyggende samtaler i politiet, og så tror jeg osse, at kulturarrangementer som for eksempel åbent hus på politistationerne har en positiv virkning, siger politimesteren.

Han tror, at politiets kendskab til forbrydelser er større her i forhold til andre steder, fordi vi er et øsamfund.

Langt færre hjemmeslagsmål
- Jeg tror på, der er en slags ø-effekt, hvor vi både ser flere anmeldelser, og hvor politiet er bedre til at opsnappe og opklare forbrydelser.

Der er flere lyspunkter i politiets årsstatistik i år.

På fem år er der kommet tusind færre anmeldelser til politiet, og alene husspektakler, som vi har mange af her i landet, er der kommet 25 procent færre af blot på et enkelt år fra 2014 til '15.

Flere voldtægter
Men et af de områder, hvor der ikke er sket så meget er indenfor seksuelle krænkelser, og antallet af voldtægter er stigende.

- Samlet set er der desværre ikke den store udvikling, erkender Bjørn Tegner Bay.

- Men det meget meget positive er, at der i 2015 var markant færre overgreb på børn. Tallet er stadig alt for højt, for ét seksuelt misbrugt barn er altid et for meget.

Flere forførelser af unge
Grønland har med fem årlige anmeldelser af seksualforbrydelser per tusind borgere forholdsmæssigt stadig ti gange så mange af den slags sager som Danmark og over tyve gange så mange som på Færøerne.

Læs: Najaaraqs voldtægtsmand undviger dom

I 2011 var der 128 voldtægtssager i Grønland mod 134 sidste år, og antallet af anmeldelser om forførelse af personer under 18 år er steget fra en enkelt sag for fem år siden til ni sager sidste år.

Skyldes noget af det, at vi er bedre til at anmelde end i andre lande, som naalakkersuisoq for familie har nævnt?

- Det ved jeg ikke. Jeg tror, at vi i politiet ved mere om, hvad der foregår af kriminalitet her end politiet i andre samfund. Dog må man jo konkludere, at problemet med seksualforbrydelser er mange gange højere her end i andre lande.

- Jeg er bange for, at vi har en kæmpe udfordring her, siger Bjørn Tegner Bay.

Ville give ramaskrig
Politimesteren anser stigningen i antallet af voldtægtssager de sidste fem år som udramatisk, men han er bekymret over det generelle niveau.

- Jeg kan ikke give nogen forklaring på forskellen i antallet af voldtægter, men jeg kan sige, at tallet er vanvittigt højt. Det ville give et ramaskrig i andre lande, og jeg kan faktisk undre mig over, at der ikke er endnu mere folkelig forargelse over det, siger Bjørn Tegner Bay om de mange voldtægter, som meget ofte sker, når alkohol er indblandet både hos offeret og gerningsmanden.

- Alkohol er desværre næsten altid en faktor, forklarer han.

Færre børnesager
Der har været mange anmeldelser af voldtægter sidste år særligt i Nuuk (26), Qaqortoq (17) og Tasiilaq (13).

Grønland har heldigvis været vidne til over en halvering i antallet af børnemisbrugsanmeldelser på fem år - fra 75 sager i 2011 til 31 sidste år.

Læs: Ny lov skal forhindre epidemi af børnesager

Politimesteren tror, at den positive udvikling skyldes samtale om emnet i samfundet.

- Hvis vi nu går rigtig mange år tilbage i tiden, blev der stort set ikke anmeldt seksuelle krænkelser af børn. Pludselig skete der noget for cirka ti år siden, siger Tegner Bay.

Alle kan gøre noget
- Mange foreninger og institutioner begyndte at gå op i emnet, og folk begyndte nærmest eksplosivt at melde sager.

Den erfarne politimester har et bud på, hvordan antallet af seksuelt krænkede børn kan bringes endnu længere ned.

- Næste skridt bliver, at det ikke kun er de professionelle i kommunerne for eksempel lærere, pædagoger og læger, der melder sager til os, men at familiemedlemmer og pårørerne begynder at gøre mere, foreslår Bay og lægger en barsk kendsgerning på bordet.

Kultur ikke en faktor
- Vi må erkende, at det ofte sker, at voksne er bekendt med børnemisbrug, uden de fortæller noget. Der er ofte enten en konfliktskyhed eller et misforstået hensyn til gernningsmanden, siger Bjørn Tegner Bay, der ikke giver meget for argumentet for både udefrakommende og grønlændere om, at de mange seksuelle krænkelser kommer fra vores oprindelige kultur med små boliger og diverse nattelege.

- Jeg bliver faktisk forarget, når jeg hører det argument. For hvis det var et kulturelt problem tror jeg ikke vi ville se, at seksuelt misbrug ville kunne skabe så store negative psykiske ødelæggelser i folks liv som det gør, siger politimester Bjørn Tegner Bay.

Læs: Socialrådgivere: Bedre vilkår for os vil give færre sager

Powered by Labrador CMS