Ulykke i fjeldet: Her er politiets forklaring

Politi og sundhedsvæsen blev orienteret, da en mand forulykkede på sin snescooter i fjeldet - men hjælpen udeblev på ulykkestedet. Grønlands Politi ønsker at minimere risikoen for lignende situationer, oplyser politidirektøren.

Grønlands Politi er ikke underrettet om, hvilke sundhedsfaglige vurderinger og dispositioner, der er taget i forbindelse med ulykken, fortæller politidirektør Bjørn Tegner Bay.
Offentliggjort

- Jeg kan ikke ændre ved den ubehagelige oplevelse den tilskadekomne og de frivillige har haft, men jeg vil forsøge at forklare baggrunden for politiets dispositioner.

Sådan lyder det fra Bjørn Tegner Bay, politidirektør i Grønlands Politi.

Hans udtalelse kommer i kølvandet på en ulykke, som udspillede sig i søndags, da en mand forulykkede på sin snescooter i fjeldet øst for Nuuk.

Erik Palo, som var med ude i fjeldet, har siden rejst en kritik af myndighedernes håndtering, fordi hjælpen udeblev på ulykkestedet.

- Det var en meget ubehagelig situation. Der kom overhovedet ingen klare meldinger fra myndighederne, udtaler han til Sermitsiaq.AG.

Aldrig borgernes problem

Politidirektøren understreger, at det ikke er rimeligt, at en assistance til en nødstedt borger forsinkes af samarbejdet og snitflader mellem to eller flere myndigheder – uanset, hvad årsagen til forsinkelsen er. Det må efter min opfattelse aldrig være borgernes problem.

Politiets side af sagen

Politiet blev kontaktet første gang lidt før kl. 16.00 om ulykken.

Kl. 16.12 overgav politiet samtlige oplysninger om uheldet til skadestuen og meddelte, at det efter politiets opfattelse er en patientevakuering. Herefter havde politiet løbende kontakt til både de frivillige og sundhedsvæsenet. Samtlige oplysninger, politiet fik fra de frivillige, blev givet videre til sundhedsvæsenet.

Kl. 17.27 meddelte en af de frivillige, at man selv havde fundet en løsning, hvor den tilskadekomne ville blive transporteret af en båd.

- I den konkrete situation var den tilskadekomne snescooterfører - efter omstændighederne - så heldig, at der var dygtige og professionelle frivillige omkring ham, der handlede og tog ansvar. Men så heldig kan man jo ikke altid regne med at være, skriver Bjørn Tegner Bay.

Han oplyser:

Grønlands Politi blev kontaktet om uheldet lige før klokken 16. Politiet fik gode og fyldestgørende oplysninger fra en anmelder, der var kørt op ad Nedkørslen for at få forbindelse til sin mobil.

En sundhedsfaglig vurdering

Anmelderen kunne blandt andet oplyse, at uheldet var sket cirka 30 minutter tidligere, ligesom han kunne give oplysninger om den tilskadekomnes tilstand, formodede skader og stedet for uheldet.

Kort tid efter blev vi kontaktet af en frivillig fra Qamutit SAR Group, der blandt andet meddelte, han kørte til uheldsstedet. Han oplyste desuden, at en sygeplejer også ville køre til stedet. På forespørgsel meddelte vi, at politiet ikke kører med, skriver Bjørn Tegner Bay:

- Denne beslutning blev truffet, idet vi vurderede, at denne situation er en patientevakuering under sundhedsvæsenets ansvarsområde. Vi havde i den forbindelse blandt andet helt de samme overvejelser som Erik Palo om risikoen ved at flytte den tilskadekomne på en forkert måde, der kan forværre skaden. Dette krævede efter politiets opfattelse en sundhedsfaglig vurdering, ifølge Bjørn Bay.

Ønsker at minimere risikoen

Grønlands Politi er ikke underrettet om, hvilke sundhedsfaglige vurderinger og dispositioner, der er taget i forbindelse med ulykken, oplyser Bjørn Tegner Bay.

- Vi vil i politiet meget gerne fortsætte dialogen med sundhedsvæsenet – herunder at bidrage med vores viden om indsatser udenfor beboede områder – for på den måde at minimere risikoen for lignende situationer.

Powered by Labrador CMS