Uenighed om stenbiderpris: Fiskeriet er fortsat lukket
KNAPK og Royal Greenland er uenige om, hvad der er op og ned i forhandlingerne om årets stenbiderfiskeri, men en ting er sikkert. Der er ingen løsning endnu, og parterne står langt fra hinanden.
Royal Greenland melder klar til at aftage stenbiderrogn på deres indhandlingssteder til en kilopris på 22 kroner. Det er syv kroner mere end prisen, da sidste års sæson sluttede.
Men KNAPK, som normalt melder ind til Selvstyret, når aftalerne er på plads, mener, at Royal Greenland mangler respekt for organisationen og ikke har fremsendt oplæg til prisforhandling.
- Vi har på baggrund af sidste uges omtale rettet henvendelse til Royal Green for at forhandle videre om prisen, men der er ikke blevet reageret på vores henvendelse selvom Royal Greenland sagde, de var klar til forhandling, siger formand for KNAPK Nikkulaat Jeremiassen til Sermitsiaq.AG.
- Jeg finder det uheldigt og beskæmmende at Royal Greenland ikke har respekt for KNAPK, i disse forhandlinger, siger Nikkulaat Jeremiassen.
Royal Greenland er klar til at indhandle
Royal Greenland mener dog, situationen er en anden og påpeger, at det er KNAPK, som ikke overholder den forhandlingsaftale, der er indgået for området i 2014.
- Vi har en forhandlingsaftale, som vi har brugt i mange år med fin succes om at nå til enighed. Den er ikke blevet overholdt af KNAPK i år, siger koncern Kommunikationschef hos Royal Greenland, Masaana Egede.
Royal Greenland har meldt ud, at de kan betale en pris på 22 kroner kiloet, når indhandlingen starter, og hvor meget af den samlede TAC på 1400 tons, de regner med at aftage.
- Det vigtige her er, at vi står klar til at indhandle rogn på alle vores indhandlingssteder til en pris på 22 kroner pr kilo. Vi har meldt ud, hvor meget vi ønsker at indhandle i år, så vi håber at en af organisationerne snart giver grønt lys, siger Masaana Egede.
Andre organisationer kan komme på banen
Ifølge bekendtgørelsen om forvaltning af stenbider, så er det lokale repræsentanter for henholdsvis indhandlings- og fiskeriorganisationer, der skal beslutte, hvornår fiskeriet kan begynde. Men KNAPK er altså ikke klar til den besked endnu. Det kan også være andre organisationer men det plejer at være KNAPK der gør det.
KNAPK mener ud over at der skal forhandles om pris også, at Royal Greenland skal aftage langt mere rogn, end det de har lagt op til for at sikre, at hele TAC bliver opfanget.
I modsat fald kan TAC ende med at blive sat ned til næste år, og det vil KNAPK gerne undgå.
Udbud og efterspørgsel afgør prisen
Men prisen kan ikke forhandles på må og få, understreger Masaana Egede.
- Prisen på stenbider afhænger af udbud og efterspørgsel. Hvis vores pris er for høj, så kan rognen ikke afsættes og så, bliver vores lagre fyldt op. Det vil betyde, at vi kan aftage endnu mindre næste år, siger han og tilføjer.
- Vi skylder at være ærlige, om de priser vi kan give, for ellers skader det fiskeriet i de kommende år.
Da Island ikke havde deres MSC i orden for nogle år siden, var prisen på rogn over 40 kroner pr. kilo. Men nu er Island tilbage med MCS-certificeret rogn og det betyder, at der er meget større udbud og lavere priser.