omsorgssvigt

Efter udvalgsbesøg: Stadig store problemer i Atammik

Den 2. juni besøgte Familie- og Sundhedsudvalget i Inatsisartut bygden Atammik i Qeqqata Kommunia. Udvalget blev orienteret om, at befolkningen stadig lever med eftervirkninger af omfattende misbrugssag.

Bygden Atammik lider stadig af omfattende misbrug af blandt andet hash og alkohol.

Udvalget besøgte i Atammik sundhedsstationen og fik demonstreret det telemedicinske system Pipaluk.

Det skriver udvalget på Inatsisartuts hjemmeside.

Misbrugssag

Under besøget fik udvalget at vide, at befolkningen i bygden stadig lever med eftervirkninger og senskader efter den omfattende misbrugssag, der blev oprullet i 2000.

LÆS OGSÅ: Iværksætter tiltag som følge af seksuelle krænkelser i bygd

Her fandt man ud af, at en bordtennistræner gennem adskillige årtier havde misbrugt de mindreårige drenge, som han var træner for. Vedkommende tog senere sit eget liv i detentionen.

Myndighederne har svigtet

Derfor konstaterer udvalget også, at myndighederne har svigtet sit ansvar med hurtigt og vedholdende at støtte de mange berørte.

Udvalget valgte at besøge byen i et ellers tæt pakket program, fordi Inatsisartut i Forårssamlingen har haft en del lov- og beslutningsforslag rettet mod forbedringer på det sociale område.

Stadig problemer

Meget tyder på,at bygden stadig lider under den gamle misbrugssag. Udvalget fik nemlig at vide, at der er et omfattende misbrug af blandt andet hash og alkohol i bygden. Et misbrug, der er med til at forstærke omsorgssvigt.

- Udvalget er klar over, at de sociale problemer og problemerne med misbrug og deres baggrund er komplekse, og at der ikke findes simple løsninger. Det er langsigtede og vedholdende forebyggende og behandlende indsatser, der skal til for at skabe forandringer. Tidlig og forebyggende indsatser må og skal ske, udtaler udvalget.

Familie- og Sundhedsudvalgets udsendte var Inatsisartutmedlemmerne Mala Høy Kúko (A), Jess Svane (S), Kelly Berthelsen (IA), Debora Kleist (IA), Mimi Karlsen (IA) og Laura Tàunâjik (S).

Powered by Labrador CMS