Udvalgs-flertal forlanger folkeafstemning om uran-lov
Et flertal af Erhvervs- og Råstofudvalget vil have fjernet den omstridte paragraf to i forbuddet mod udvinding af uran, og så skal loven først kunne træde i kraft efter afholdelse af en vejledende folkeafstemning.
Naalakkersuisuts lovforslag, der skal forbyde udvinding og efterforskning af uran, er på en særdeles bumlet vej igennem Inatsisartut.
Uranforbuddet deler i den grad vandene, og lørdag har behandlingen af lovforslaget taget endnu en drejning. Et flertal af Erhvervs- og Råstofudvalget bestående af Atassut og Siumut bakker nemlig op om to ændringsforslag før tredjebehandlingen.
De to ændringsforslag kort:
- Lovforslaget skal tidligst kunne træde i kraft fire uger efter en vejledende folkeaftemning om forbuddet mod uran.
- Paragraf to tages ud af lovforslaget. Paragraffen giver Naalakkersuisut lov til at forbyde efterforskning efter eller udvinding af andre radioaktive grundstoffer.
Inuit Ataqatigiit er dermed kommet i mindretal i udvalget. Partiets repræsentanter indstiller i en mindretalsudtalelse, at begge ændringsforslag forkastes, og at lovforslaget vedtages i oprindelige form.
Vil høre befolkningen
Oplysningerne fremgår af en betænkning fra Erhvervs- og Råstofudvalget, der lørdag er blevet offentliggjort på Inatsisartuts hjemmeside.
Atassut-formand Aqqalu Jerimiassen argumenterede for en folkeafstemning under den timelange andenbehandling af forslaget i denne uge. Det er Aqqalu Jerimiassen, der står bag ændringsforslaget, og han har altså fået opbakning fra Siumuts medlemmer af udvalget.
I bemærkningerne til forslaget står, at en folkeafstemning skal sikre, at befolkningen høres, inden loven træder i kraft. Det anslås, at folkeafstemningen vil koste omkring to millioner kroner.
Flertal: Omstridt paragraf skal fjernes
Ændringsforslaget, om at paragraf to skal fjernes, er fremsat af både Siumut og Atassut. Paragraffen har vakt debat, fordi den giver Naalakkersuisut beføjelser til at få forbuddet til at omfatte flere radioaktive grundstoffer end uran.
Kritikere mener, at det kan føre til øget usikkerhed for erhvervet, at Naalakkersuisut får retten til at udstede forbud mod efterforskning og udvinding af flere grundstoffer fra dag til dag uden at spørge Inatsisartut.
Omvendt ønsker Naalakkersuisut at have muligheden for at kunne stoppe projekter med radioaktive stoffer i opløbet
Med udviklingen om ændringsforslagene er der lagt op til endnu en højspændt debat om uran i Inatsisartut, når lovforslaget tredjebehandles tirsdag. Her vil det komme frem om IA og Naleraq vil stemme forbuddet igennem med deres 16 mandater, eller om en eller begge ændringer kommer i spil.