Omstridt uran-paragraf skal drøftes igen

Uran-forbuddet skal endnu en tur forbi udvalget, siger IA-ordfører, der vil have kigget på en kontroversiel paragraf en ekstra gang.

Forbuddet mod uranudvinding vil efter al sandsynlighed sætte en stopper for Greenland Minerals projekt på Kuannersuit.

Der var egentlig lagt op til, at forbuddet mod uran kunne stemmes direkte videre til tredjebehandling, da et flertal i Erhvervs- og Råstofudvalget i en betænkning har indstillet forslaget til vedtagelse.

Under dagens debat om forslaget i Inatsisartut kom IA-ordfører Mariane Paviasen dog med en indrømmelse til oppositionen.

Hun sagde, at lovforslaget skal tilbage til udvalget, så udvalget kan kigge en ekstra gang på paragraf 2. Paragraffen er særlig kontroversiel, fordi den giver Naalakkersuisut lov til at forbyde efterforskning og udvinding af andre radioaktive råstoffer end uran.

Oppositionen og repræsentanter fra erhvervslivet mener, at paragraffen vil indgyde yderligere usikkerhed om vilkårerne for investeringer i råstofbranchen her i landet, at Naalakkersuisut vil have den mulighed.

Nu får Siumuts medlemmer af Erhvervs- og Råstofudvalget lejlighed til at behandle lovforslaget igen, og det er ifølge oppositionspartiet tiltrængt.

- En farlig vej at gå

Ifølge partiet blev mindretallet trynet af flertallet i forbindelse med behandlingen af lovforslaget, hvor Siumuts medlemmer ønskede at stille flere spørgsmål til Naalakkersuisut. Det ønskede IA's medlemmer ikke, da de mente, at spørgsmålene allerede var besvaret.

- Under udvalgsarbejdet blev demokratiet svigtet. Et mindretal har ønsket at stille spørgsmål, og det blev nægtet af flertallet. Det er en farlig vej at gå, lød det fra Siumuts Vivian Motzfeldt under debatten.

Til det svarede ordfører og udvalgsformand Mariane Paviasen (IA), at det nu en gang er flertallet, der bestemmer:

- Sådan er det jo normalt, at der er et flertal og mindretal i udvalgsarbejdet. Det er flertallets holdning, der gør sig gældende, så jeg har svært ved at se, hvad du mener, sagde Mariane Paviasen.

Opposition: Mulighed for erstatningskrav skal også belyses

Siumuts ordfører Karl Tobiassen var glad for, at der nu bliver lejlighed til at kigge på paragraf to igen:

- Først her i salen er der prøvet at lave kompromis om paragraf to. I udvalget blev der sagt, at de ville fjerne det, hvis vi skrev under på lovforslaget. Men det er ikke sådan vi arbejder. Derfor er jeg glad for, at forslaget skal tilbage i udvalget, sagde Karl Tobiassen.

Siumut-ordføreren kom desuden ind på, at han ikke er tryg ved Naalakkersuisuts vurdering af mulige erstatningskrav, hvilket han også vil have belyst yderligere. Af udvalgsarbejdet fremgår det, at Naalakkersuisut ikke kan udelukke, at rettighedshavere vil have afprøvet eventuelle afgørelser ved domstolene.

- Det er ikke betryggende. Det kan have negative konsekvenser, hvis en afgørelse i retten går os i mod, sagde Karl Tobiassen.

Powered by Labrador CMS