Udsigt til 388 krydstogt-anløb giver håb

Men der skal snart meldes ud om vikårerne for krydstogtssejladser i 2022, ellers ryger sæsonen samme vej som de to foregående, vurderer Visit Greenland.

Krydstogt, turisme
- Der ser faktisk rigtig godt ud. Der er anmeldt 388 anløb i havne fra Qaanaaq til Ittoqqortoormiit, og det er rigtig meget, fortæller Mads Daniel Skifte.

Coronapandemien har været hård ved turismebranchen og ikke mindst krydstogterne. De seneste to sæsoner er således blevet aflyst af frygt for at skibene ville bringe coronasmitte med sig.

Men på trods af to fejlslagne sæsoner er interessen fra selskaberne stort set usvækket og måske endda en smule styrket. Det fortæller Mads-Daniel Skifte, souschef i Visit Greenland, der har kigget på tallene for varslede anløb af krydstogtskibe i 2022:

- Der ser faktisk rigtig godt ud. Der er anmeldt 388 anløb i havne fra Qaanaaq til Ittoqqortoormiit, og det er rigtig meget.

- Vi noterer også flere af de store skibe med over 2000 pax. Her ser vi, at otte forskellige skibe vil kommer forbi Grønland, siger Mads-Daniel Skifte.

Ifølge souschefen er antallet af anmeldte anløb på niveau med 2019, hvor der var flest.

Afhænger af hvad politikerne beslutter

Internationalt er krydstogtskibene begyndt at sejle, men det er ikke uden problemer. I dagene op til jul er mindst fire krydstogtskibe blevet afvist i havne eller forbudt at lade passagerer gå i land i Nord-, Mellem- og Sydamerika, efter flere passagerer på skibene testede positiv for covid-19. Der skriver TV2 på baggrund af oplysninger fra CNN.

Mads-Daniel Skifte må da også tage et stort forbehold, da den kommende sæson afhænger af, hvad politikerne beslutter i den kommende tid.

- Vi håber på, at restriktioner for krydstogskibe om, at de skal være ude i 14 dage, inden de må lægge til i Grønland bliver lempet, siger han.

Hvis ikke Naalakkersuisut melder ud inden for kort tid om reglerne for 2022-sæsonen, kan den gå tabt som de to foregående, lyder vurderingen:

Fortsat stor interesse for Grønland

- Det skulle helst være sket for et par måneder siden. Vi har opfordret til at komme med udmeldinger og give operatørerne tid til at forberede sig. Men vi håber, at der kommer noget meget hurtigt i det nye år fra naalakkersuisut. Det vil måske kunne redde noget af sæsonen, siger Mads-Daniel Skifte.

Souschefen fortæller, at det handler om, at rederierne i tide får vished for, om de kan sælge deres produkter og derefter kan planlægge og lave aftaler med aktører her i landet.

På den positive side hæfter Mads-Daniel Skifte sig ved, at den store interesse trods to aflyste sæsoner viser Grønlands styrke som destination:

- Grønland er meget interessant, fordi man kan se klimaforandringerne, og ikke så mange har været her endnu. Specielt er vi interessante for ekspeditionskrydstogtskibe med videnshungrende adventure turister, der vil opleve kulturen og naturen.

- Det er lige præcis det segment, vi gerne vil se mange flere af. Undersøgelser har vist, at ekspeditionskrydstogtsskibene lægger 65 procent af omsætningen lokalt, hvorimod konventionelle krydstogtskibe lægger omkring 15 procent, siger souschefen.

traveltrade.gl kan man se en liste med krydstogtskibenes anløb her i landet.

Powered by Labrador CMS