Udredning af spiral-kampagne ligger tidligst klar i 2025

Den danske regering og Selvstyret er fortsat ved at indgå kontrakter med de forskere, der skal stå for udredningen om den såkaldte spiral-kampagne.

Naalakkersuisoq for sundhed Mimi Karlsen (IA) og den danske sundhedsminister Magnus Heunicke indgik i efteråret en aftale om at undersøge spiral-kampagnen.

I september 2022 blev Naalakkersuisut og den danske regering enige om et grundlag for at undersøge sagen om spiral-kampagnen, hvor tusindvis af grønlandske piger og kvinder fik opsat spiral - for nogles vedkommende uden samtykke.

I grundlaget for undersøgelsen af den alvorlige sag står, at udredningen skal sigte efter at være færdig i oktober 2024, men det kommer ikke til at ske.

Efter man var blevet enige om grundlaget for undersøgelsen, blev der nemlig afholdt folketingsvalg i Danmark, hvilket har sat mange processer i stå.

Det danske Indenrigs- og Sundhedsministerie oplyser således til Sermitsiaq.AG, at man håber snart at have de forskere på plads, som skal stå for udredningen:

To år fra kontrakt-indgåelse

- Det er forventningen, at Indenrigs- og Sundhedsministeriet og Departementet for Sundhed i Grønland snart indgår kontrakt med de forskere, som skal gennemføre udredningen, skriver ministeriet i et skriftligt svar.

Ministeriet skriver videre, at udredningen vil være færdig to år efter, kontrakten er indgået.

Det vil sige, at udredningen tidligst vil kunne være færdig i foråret 2025.

Spiral-kampagnen handler om, at op mod 4.500 kvinder i alderen fra 13 år og op har fået sat en spiral op, også uden samtykke af pigernes forældre, som et led i den danske regerings strategi for svangerskabsforebyggelse fra 1966 frem til 1975.

Flere udredninger på vej

Udredningen om spiral-kampagnen er en af to udredninger om tiden, efter Grønland mistede status som koloni i 1953, som Naalakkersuisut har aftalt med den danske regering.

Den anden udredning skal være en historisk udredning af forholdet mellem Grønland og Danmark siden Anden Verdenskrig. Her meddelte formand for Naalakkersuisut, Múte B. Egede (IA), tilbage i januar, at kommissoriet for arbejdet ventes på plads i løbet af foråret.

Dertil kommer, at Inatsisartut sidste år også vedtog, at der skal gennemføres en udredning af om det gik reelt til, da Grønland blev afkoloniseret. Naalakkersuisut har foreslået at udskyde denne udredning til efter, at de to andre er færdige. Det forslag skal behandles på forårssamlingen.

Læs mere om hele spiral-kampagnen her.

Powered by Labrador CMS