Der er udløbsdato på buksefjorden
Det ventede projekt med at udvide Buksefjorden vandkraftværk kan ikke skubbes længere, hvis forsyningen skal sikres. Søen der bruges i øjeblikket er ”tom” om tre år, lyder prognosen.
En forøgelse af befolkningsantallet i hovedstaden og en begrænsning på vandet i den sø, der bruges til vandforsyningen i buksefjorden er en dårlig kombination.
Et estimat fra Nukissiorfiit peger på, at vandstanden i den sø, der bruges til at forsyne vandkraftværket i Buksefjorden nu vil nå et kritisk niveau i 2024, hvor man ikke kan tappe mere vand end det, der løber ind i søen i form af nedbør.
I tilfælde af at der ikke foretages en udvidelse af Buksefjordsværket, skal produktionen senest i 2024 neddrosles fra 270 GWh til 185 GWh, oplyser Nukissiorfiit.
Det vil betyde, at der årligt skal bruges omkring 63 millioner kroner ekstra til at olieforsyne Nuuk i stedet, estimerer Nukissiorfiit.
Energidirektør, Kaspar Mondrup, var sidste år ude med en advarsel om, at ekstraudgiften kan ende hos forbrugerne, men præciserede kort efter at det selvfølgelig er op til Naalakkersuisut at fastsætte taksterne for el, vand og varme i Grønland, da Nukissiorfiit er en nettostyret virksomhed.
Manglende nedbør hjælper ikke
Planen er, at vandkraftforsyningen til Nuuk udvides ved at etablere en ny kraftstation ved siden af den eksisterende og tilføre mere vand til vandkraftværket ved at etablere en tunnel, der kan føre vand fra søen Isortuarsuup Tasia til reservoirsøen Kangerluarsunnguup Tasia. Den planlagte udvidelse vil varer omkring tre år, lyder forventningen.
De seneste to år har været tørrere end gennemsnittet i området omkring buksefjorden. Det betyder, der er kommet mindre vand i bassinet. Hvis det fortsætter de næste par år, kan vandstandsniveauet i søen allerede nå det kritiske punkt i 2023. Omvendt kan to gode år med masser af nedbør skubbe skæringspunktet til 2025, oplyser Nukissiorfiit.
Men udvidelsen er måske på vej. Den nye koalition har skrevet i koalitionsaftalen, at der skal etableres vandkraftværk ved Qasigiannguit og at vandkraftværket ved Nuuk skal udvides, og det glæder økonomidirektøren hos Nukissiorfiit.
Nuuk kan tidligst være klar i 2025
Et forslag om at Naalakkersuisut skal arbejde for de to projekter blev allerede taget ved efterårssamlingen i 2019. Beslutningen om at afsætte penge til projekterne skulle være taget på efterårssamlingen sidste år, men på grund af landets økonomiske udfordringer foranlediget af coronakrisen valgte naalakkersuisut dog at udskyde projektet.
Det skete blandt andet ved at inddrage 311 millioner kroner fra anlægsfonden, der var afsat til Nukissiorfiit til at dække hullet i landskassen. Dermed blev igangsættelse af projekterne skubbet.
For at projektet kan startes i 2022 skal Inatsisartut beslutte, at prioritere godt tre milliarder kroner til de to projekter på finansloven, når den vedtages ved efterårssamlingen. I bedste fald kan udvidelsen af værket i Buksefjorden forventes færdig i slutningen af 2025.