Tusass øger overskud - skal betale nyt kæmpe udbytte

Overskuddet i Tusass landede på 143,1 mio. kr. i 2022, hvilket er 31,1 mio. kr. højere end i 2021. Selskabet skal betale 87,6 mio. kr. i udbytte til Selvstyret.

- Jeg er glad for, hvor langt vi er nået med strategien mod 2024, der har som mål at bringe verden tættere på os – og os tættere på hinanden, udtaler Tusass-bestyrelsesformand, Ulrik Blidorf.

Selvstyrets tele- og postselskab Tusass har haft et økonomisk godt 2022.

Omsætningen er landet på 795 mio. kr, og resultatet før skat er på 143,1 mio. kr. Det fremgår af en regnskabsgennemgang på Tusass' generalforsamling tirsdag.

Tusass har øget sin omsætning med 8,9 mio. kr. i forhold til året før:

- Udviklingen i nettoomsætningen fra 2021 til 2022 er blandt andet sket på grundlag af en stigning i omsætningen på Tusass mobilabonnementerne, blandt andet som følge af en fordobling af antallet af billige børneabonnementer, skriver Tusass om udviklingen.

Ekstern finansiering kan blive nødvendig af hensyn til udbytter

Der står videre, at Tusass ikke har nogen bankgæld ved udgangen af 2022. Den langsigtede gæld er 13,1 mio. kr. ved udgangen af året.

Tal fra Tusass

Antallet af mobilabonnementer i Tusass universet udgør mere end 60.400 aktive abonnementer.

Fra 2020 til 2021 faldt brevmængderne med 13 % og fra 2021 til 2022 faldt mængderne yderligere med 7 %.

Kun ca. 200 privatkunder har udelukkende et fastnetabonnement i hjemmet.

Tusass forventer at lande et resultat i 2023 på omkring 110-115 mio. kr. før skat.

Kilde: Tusass

Ifølge Tusass kan dog blive nødt til at optage nye lån. Blandt andet for at kunne betale udbytte til Naalakkersuisut:

- Den høje grad af selvfinansiering forventes ikke at fortsætte strategiperioden ud. Med eksisterende investeringsplaner og udbytteforventninger, vil der i de kommende år være behov for ekstern finansiering i et vist omfang, står der i regnskabsgennemgangen.

150 mio. kr. øremærket til lufthavn

Bestyrelsesformand Ulrik Blidorf siger om resultatet:

- Jeg er glad for, hvor langt vi er nået med strategien mod 2024, der har som mål at bringe verden tættere på os – og os tættere på hinanden. Tusass skaber gode samt nødvendige overskud, hvor vi også sender et udbytte tilbage til ejeren på 87,6 mio. kr, udtaler Ulrik Blidorf.

Af årets overskud skal Tusass altså aflevere 87,6 mio. kr. i udbytte til Selvstyret. Selskabet vil dermed have betalt lidt over en halv milliard kroner i udbytte til Selvstyret over de seneste fem år. Tusass yder altså et betydeligt bidrag til Landskassen og spiller også en vigtig rolle i finansieringen af lufthavnsprojekterne i Nuuk, Ilulissat og Qaqortoq.

Senest i 2021 blev politikerne i Inatsisartut og Naalakkersuisut enige om, at øremærke 150 mio. kr. over tre år i udbytte fra Tusass til anlæggelse af lufthavnen i Qaqortoq. Tusass skal ifølge forliget fra 2021 betale de 150 mio. kr. i årene 2026 til 2028.

Tusass beskæftigede i 2022 i gennemsnit 359 fuldtidsansatte mod 369 fuldtidsansatte i 2021. Egenkapitalen er pr. 31. december 2022 opgjort til 1,25 mia. kr.

Tabellen herunder viser hovedtallene fra Tusass regnskab fra 2018 til 2022:

Powered by Labrador CMS