Tusass lander tele-aftale i Pituffik

Inussuk A/S, som servicerer Pituffik Space Base og Tusass har indgået en aftale, der sikrer Pituffiks forsyning med mobiltelefoni, internet og datatjenester, samt radio og tv-forbindelse frem til 2033.

Offentliggjort

Tusass skal forsyne Pituffik Space Base med forbindelser til mobiltelefoni, internet og datatjenester, samt radio og tv-forbindelse frem til 2033.

Aftalen mellem Tusass og Inussuk A/S, som servicerer Pituffik Space Base omfatter dels, at Tusass har etableret en midlertidig satellitforsyning til Pituffik via OneWeb, dels at Tusass og Inussuk A/S i fællesskab vil opføre en GreenSat satellitjordstation i Pituffik i sommeren 2024. Det vil frigive en større internetkapacitet, hvilket vil give kunder mulighed for flatrate-forbindelse.

- Det har været vigtigt for Tusass at kunne tilbyde Pituffik Space Base en moderne satellitløsning, mage til de antennestationer, som Tusas for egen regning har bygget i de seneste år i Østgrønland og Qaanaaq.

- Men det har også været vigtigt for os, at vores aktiviteter i Pituffik er økonomisk bæredygtige, og ikke går ud over vores øvrige kunder. Med den nye aftale er der sikret en fornuftig balance, og vi vil gøre vores bedste for at sikre Pituffiks teleforsyning i fremtiden, siger wholesaledirektør Flemming Drechsel i en pressemeddelelse.

Vigtigt med kendskab til Grønland

Det har ellers tidligere været oplyst, at Tusass ikke får mulighed for at servicere Pituffik Space Base. I sommeren 2023 er påstanden blevet tilbagevist, hvor Inussuk A/S oplyste, at der arbejdes på en aftale.

Administrerende direktør i Inussuk A/S, Jeppe Bloch Steffensen, er glad for aftalen med en grønlandsk leverandør.

- Vi synes, det er værdifuldt at vi i denne aftale med Tusass har fået en troværdig grønlandsk leverandør med mange års erfaring i at levere teletjenester under de ekstreme arktiske betingelser i Pituffik, og at vi kan regne med, at Tusass vil prioritere det løbende vedligehold af basens teleforsyning og sikre hurtigst mulig fejlretning hvis der opstår tekniske problemer.

- Jeg ved også, at vores medarbejdere vil se frem til bedre internetprodukter, når vi til efteråret kan ibrugtage den nye satellitkapacitet, siger Jeppe Bloch Steffensen.

Powered by Labrador CMS