Tsunami-fare udløser ny undersøgelse

De 18 steder langs den grønlandske vestkyst, hvor der er en potentiel fare for alvorlige fjeldskred, skal nu undersøges nærmere.

Bygden Illorsuit blev 17. juni 2017 ramt af en tsunami efter et stort fjeldskred.

Den danske stat bevilgede 10 millioner kroner til en GEUS-undersøgelse, som er endt med, at 18 lokaliteter er udpeget. Undersøgelsen gik i gang efter tsunamien den 17. juni 2017.

- Naalakkersuisut har været i dialog med den danske stat og GEUS om en ny undersøgelse, der mere detaljeret via feltarbejde på land og i vand kortlægger faren for fjeldskred og tsunamier, oplyser departementschef Jørgen T. Hammeken-Holm fra Råstofdepartementet.

Den nye undersøgelse vil koste 24 millioner kroner over de næste tre år, og det er aftalt med den danske stat, at den betaler 15 millioner kroner, mens Naalakkersuisut skal afsætte ni millioner kroner over finanslovene i 2020 og 2021.

Arbejdet går i gang i februar, og det vil være GEUS, som får det overordnede ansvar med at lave undersøgelsen, støttet af den grønlandske virksomhed Asiaq.

En større følgegruppe skal desuden etableres, bestående af Beredskabskommissionen, politi, militær, brandvæsen, kommuner og sundhedsvæsenet.

Powered by Labrador CMS