To millioner til udredning af boligsag

Boligsagen i Kommuneqarfik Sermersooq er kommet på finansloven. Siumut protesterer. Der er lavet undersøgelser nok, mener partiet.

En opsigtsvækkende kendelse fra Kommunernes Tilsynsråd har de seneste uger ført til omfattende debat blandt kommunalpolitikere i Kommuneqarfik Sermersooq, hvor to partier har forlangt borgmesteren afsat.

Sagen bliver også diskuteret blandt landspolitikerne, der med finanslovens vedtagelse har afsat to millioner kroner til at forfølge sagen i 2022.

Naalakkersuisut har ønsket pengene afsat med følgende begrundelse:

- Bevillingen kan bl.a. bruges til ekstern bistand, forventeligt advokat og revisor, mhp udarbejdelse af relevante tiltag til opfølgning på Tilsynsrådets afgørelse vedr. boligforvaltning i Kommuneqarfik Sermersooq.

Anbefaler yderligere undersøgelser

Naalakkersuisut understreger, at der er tale om et foreløbigt skøn over nødvendige udgifter.

I sin afgørelse kommer Tilsynsrådet flere konkrete anbefalinger til Selvstyret:

  • at Departement for Boliger, Infrastruktur og Ligestilling som ressortmyndighed vurderer, om de i sagskomplekset bevilgede boligstøttelån er bevilget i overensstemmelse med lovgivningen.
  • at Departementet for Boliger, Infrastruktur og Ligestilling vurderer, hvorvidt Boligklagenævnet af egen drift kan tage stilling til, om de indgåede fremlejekontrakter med de enkelte borgere er i overensstemmelse med lovgivningen.
  • Tilsynsrådet konstaterer, at der mangler reaktionsmuligheder for borgere ved vurdering af indgåede lejekontrakter og fremlejekontrakter.
  • at Departement for Finanser og Indenrigsanliggender indleder en tilsynssag i forhold til, om budget- og regnskabslovens bestemmelser i forbindelse med økonomistyringen, herunder en potentiel gældsætning, er overholdt.

Bevillingen på to millioner kroner har været behandlet i Finans- og Skatteudvalget, og her er Siumuts medlemmer imod, at der skal bruges flere penge på sagen:

- Siumut mener ikke at man behøver at bruge yderligere midler oven i de mange midler, der allerede er brugt til de mange advokatfirmaer og revisorer. Ikke mindst fordi vi mener, at rapporten fra Tilsynsrådet er meget klar, lyder det fra Siumuts medlemmer af Finans- og Skatteudvalget i en mindretalsudtalelse.

Powered by Labrador CMS