TikTok: Enoksen folder sig ud på dansk
Hans Enoksen, der vil i Folketinget, appelerer til de unge danskere i Grønland på det sociale medie TikTok - og han gør det på dansk.
I Danmark er 31-årige Alex Vanopslagh fra Liberal Alliance selvudnævnt konge af de sociale medier, herunder TikTok, hvor politikeren har stor succes med at fange de unge vælgere.
Han er ung, vælgerne er unge.
Herhjemme ser det imidlertid anderledes ud. Søndag dukkede den 66-årige politiker Hans Enoksen op på det sociale medie.
Videoen af folketingskandidaten fra Naleraq, der gør brug af kollegaen Pele Brobergs brugerprofil, har i skrivende stund fået 260 likes og er nået ud til 7.500 (formentligt unge) brugere.
- Yes we can
Ikke nok med det, så taler Hans Enoksen dansk, altså et særsyn, men det er der en særlig grund til. I videoen af Hans Enoksen, der går i den knasende sne, lyder det:
- Jeg håber, at danskerne i Grønland vil se mig på Folketingets talerstol. Stem på mig, lyder det fra den garvede politiker med en tommelfingeren i vejret: - Yes we can!
Selvom Hans Enoksen tilsyneladende formår at formulere sig på dansk, så sidder politiker Jens Napaattooq sidder med på telefonlinjen som oversætter, da Sermitsiaq.AG mandag formiddag får fat i Hans Enoksen.
Folketingskandidaten forklarer først og fremmest, at han ikke har noget imod at stille sig frem på TikTok:
- Jeg synes, det er vigtigt, at de unge er med. Jeg vil være med til at opmuntre dem og få dem til aktivt at deltage i politik.
Gode danske venner
Selvom TikTok primært henvender sig til det unge segment, så understreger Hans Enoksen, at han ikke kun henvender sig til de unge danskere i Grønland:
- Jeg har også har mange gode danske venner, så jeg appellerer til hele den dansksprogede befolkning - og ikke kun til de unge.
Selvom Hans Enoksen har meldt ud, at han - i så fald, at han bliver valgt ind - ikke kommer til at tale dansk på Folketingets talerstol, så oplyser han, at han godt kan tale sproget. I hvert fald nogenlunde.
- Jeg taler ikke sproget (dansk, red.) til daglig, men når det er helt nødvendigt, og jeg er alene uden en til at tolke, så kan jeg godt kommunikere - og det plejer at lykkes.
Der er valg tirsdag. Liberal Alliance står ifølge meningsmålinger til at blive det største parti blandt vælgere mellem 18 og 34 år. Tiden må vise, om Hans Enoksen og Naleraq får held med at gøre kunsten efter.