Gå til hovedindhold

Tasiilaq: 11 nye børnesager på én dag

Socialdirektør Martha Lund Olsen forsikrer, at man vil gøre alt, hvad man kan, for at få styr på de socialfaglige undersøgelser i Tasiilaq. I august fik kommunen et påbud fra socialdepartementet.

Kommuneqarfik Sermersooq arbejder hårdt på at leve op til det påbud om børn i Tasiilaq, som man 15. august fik af socialdepartementet. Men antallet af børn med behov for hjælp er meget stort.

Et uanmeldt tilsyn i maj og juni har  vist, at der i 189 af 201 børnesager i Tasiilaq ikke var blevet gennemført en socialfaglig undersøgelse inden for de lovpligtige to måneder. Undersøgelsen er vigtig for at man sikrer, at børnene får den rette hjælp.

Påbuddet betyder, at kommunen med start fra 15. august har fået fire måneder til at få udarbejdet en socialfaglig undersøgelse i de 189 sager. Man skal starte med de ældste sager.

- Vi vil gøre alt, hvad vi kan for at nå det, men jeg kan ikke love det 100 procent at vi får det i hus, da det altid afhænger af, om vi har personale nok, siger Martha Lund Olsen, direktør for børn og familie.

- Men vi arbejder, særdeles hårdt på i det mindste at få startet alle sager inden da.

Mange børn med behov for hjælp

Påbuddet betyder ligeledes, at man efter de fire måneder skal overholde tidsfristen på de to måneder når det gælder nye sager.

- Også her arbejder vi meget hårdt på at leve op til kravet. Men det afhænger jo ikke blot af, om vi har personalet, men også hvordan antallet af sager udvikler sig.

- I løbet af sommeren fik vi i løbet af blot en enkelt dag 11 nye børnesager. Så der er rigtig mange børn i Tasiilaq, der har brug for hjælp, fastslår Martha Lund Olsen.

En af de konkrete ting, som man har gjort, er, at man har ansat en lokal chef for børn og familie i Tasiilaq, således at der nu kan træffes beslutninger lokalt.

Et af de helt store problemer er dog, at man permanent har ubesatte stillinger i Tasiilaq.

LÆS OGSÅ: Påbud: Nu skal der styr på undersøgelser af børnesager i Tasiilaq

For at afhjælpe dette problem er erfarne sagsbehandlere fra Nuuk blevet sendt til Tasiilaq for lokalt at hjælpe med at få styr på de mange sager. Ligeledes er to sagsbehandlere fra Aalborg taget til Tasiilaq på baggrund af en udvekslingsaftale med Aalborg Kommune. De skal blandt andet være med til at oplære de lokalt ansatte i at udarbejde de socialfaglige redegørelser.

- Lige nu er der en sagsbehandler, der stammer fra Tasiilaq og bor i Danmark, som hjælper til. Så det er jo særdeles værdifuldt, siger Martha Lund Olsen.

Velkommen til debatten
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER