Politiker svarer igen:

Tag ansvar for egen kommune

Hovedstadsstrategi: Kommuneqarfik Sermersooq vil have hver anden indbygger til hovedstaden og vil kæmpe for sagen. Andre kommuner må komme ind i kampen, lyder opfordringen fra kommunalpolitiker.

Hovedstadstrategien er ikke skabt af ond vilje, mener Justus Hansen.
Offentliggjort

Justus Hansen (D), medlem af kommunalbestyrelsen i Kommuneqarfik Sermersooq, forsvarer hovedstadens strategi om at tiltrække yderligere 14.000 indbyggere i løbet af de kommende 14 år.

Befolkningseksplosionen i Sermersooq sker nemlig ikke på bekostning af resten af landet, lyder det i en pressemeddelelse fra Justus Hansen. Det er en helt naturlig udvikling, fastslå politikeren.

Læs også: Hver anden skal bo i Nuuk

- Det er et faktum i alle lande, at folk flytter ind til byerne, og derfor skal kommunerne have vækststrategier klar, så byerne ikke kollapser. Her vil vi i Sermersooq gerne være et forbillede, og det er hele kommunalbestyrelsen enige om, udtaler Justus Hansen.

30.000 i 2030
Strategien, der handler om at udbygge hovedstaden, så den både kan tiltrække og rumme 30.000 indbyggere - altså mere end halvdelen af befolkningen - i 2030, er blevet mødt af stærk kritik af politikere i landets øvrige kommuner.

Læs også: Arbejdsgruppe skal se på udflytning af selvstyreejede selskaber

- I stedet for vedholdende at forsøge at hæmme væksten i Kommuneqarfik Sermersooq burde Berthelsen (borgmester i Qeqqata Kommunia, Hermann Berthelsen, red.) og de andre Siumut-borgmestre koncentrere sig om at drive deres egne kommuner, lyder tilbagemeldingen fra Justus Hansen.

Ikke ondskab bag planer
Justus Hansen bor selv i Tasiilaq, som han betegner som “proportionelt set landets hurtigst voksende by”.

- Tasiilaqs og Nuuks befolkningseksplosion er ikke en del af nogen ond plan fra vores kommunalbestyrelse. Den er en realitet, udtaler han og fortsætter:

- Nuuks vækst sker ikke på bekostning af provinsen eller yderområderne. Her i Tasiilaq har kommunen kommet med flere vækstinitiativer igennem årene, og man gør meget i Nuuk for at lytte, og der er et ønske om at hæve serviceniveauet herovre også i fremtiden, fastslår Justus Hansen.

Powered by Labrador CMS