Svane: Fast-track for sundhedsvæsenet er snart klar
En fast-track ordning for udenlandsk arbejdskraft er undervejs. Snart er en ordning klar, som kan bruges specifikt til sundhedspersonale, oplyser naalakkersuisoq Jess Svane efter kritik.
Folketingsmedlem Aaja Chemnitz Larsen (IA) har været ude med riven efter naalakkersuisoq for erhverv, Jess Svane, og kritiseret ham for at sylte en fast-track ordning, som skal hjælpe udenlandsk arbejdskraft til Grønland.
I en pressemeddelelse svarer Jess Svane på kritikken og siger, at forsinkelsen af ordningen er løbet ind i problemer, som skyldes coronakrisen.
Jess Svane oplyser videre, at der nu er fokus på at komme videre med projektet:
- Vi er fuldt ud i gang med de forberedende tiltag - i første omgang - med udkastet til en fast track for sundhedsvæsenet, som lige nu afventer alle parternes accept inden gennemførelse, skriver Jess Svane.
Stigende efterspørgsel på arbejdskraft
Ifølge Svane er man midt i forhandlingerne med parter om den generelle aftale for arbejdsmarkedets øvrige brancher.
I sin kritik henviste Aaja Chemnitz Larsen til, at der er en stigende konkurrence mellem lande for at tiltrække kvalificeret arbejdskraft, og at Grønland vil tabe i den konkurrence, hvis ikke der snart etableres en fast-track ordning.
Jess Svane understreger, at man arbejder på højtryk for at få ordningen på plads, men at det er vigtigt, at arbejdet gøres grundigt:
- Ved alle forhandlinger mellem flere parter om forhold af stor samfundsmæssig betydning, er det vigtigt at opnå en konsensus for at sikre, at ordningen gennemføres på et velforberedt og dokumenteret grundlag, skriver Jess Svane.