Sundhedsledelse: Forældrene er bedst til pleje

Ved behandlingskrævende skader eller kvæstelser, for eksempel ved brandsår, kan forældrene ende med at blive eksperter og lære sundhedspersonalet op i behandling af deres børn, oplyser sundhedsledelsen.

- Der kan i forbindelse med ophold i Danmark, som i Grønland, ske en oplæring af pårørende og patienter til at varetage og bidrage til pasning og pleje i det omfang, det er fagligt forsvarligt.

Det oplyser sundhedsledelsen i et skriftligt svar til Sermitsiaq.AG, efter en mor har fortalt, at hun selv må stå for sårpleje af sin datters brandsår, på trods af at datteren er indlagt på Dronning Ingrids Hospital. Hun undrer sig over, at hun selv må stå for oplæring af personalet, når det kommer til pleje af datterens brandsår.

Patienter med svære brandsår evakueres til Rigshospitalet da Dronning Ingrids Hospital ikke har en specialafdeling for brandsår, og dermed heller ikke har en specialist.

Forældre som eksperter

Forældre til indlagte børn betragtes af sundhedsvæsenet som en særlig slags pårørende. Når forældrene er inddraget og oplært i behandling af barnet i et omfang, kan forældrenes viden bruges som ekspertise ved overflytning af barnet, lyder det.

- Det gælder, at forældrene tit selv ønsker at bidrage til pasningen og plejen, ligesom det kan være en beroligende faktor for børnene at forældrene er med.

- Såvel patienterne som de pårørende kan derfor meget let blive specialister på en plejeopgave, og vil specielt ved personale- eller sygehusskift være en vigtig kilde til en oplæring tilpasset den enkelte patient.

Personale til stede

Når en pårørende selv står for behandlingen betyder det ikke, at pårørende står alene med opgaven forklarer sundhedsledelsen. Der er altid sundhedsfagligt personale til stede, som assisterer og overtager behandlingen ved behov.

Dette udsagn har Klara Møller bekræftet ved et tidligere interview med Sermitsiaq.AG.

Powered by Labrador CMS