Mor til forbrændt barn: Hjælp til min datter er mangelfuld
Klara Møller, der er mor til en pige, der overlevede en gaseksplosion i en hytte ved Sisimiut i sommers, må selv udføre sårpleje på sin datter.
Datteren er fortsat indlagt på Dronning Ingrids Hospital. Efter flere ugers indlæggelse på Rigshospitalet, hvor læger og sygeplejersker sørgede for sårpleje, blev hun overflyttet til Dronning Ingrids Hospital den 15. oktober.
- Jeg er glad for, at jeg insisterede på at følge med og lære, hvordan sårpleje udføres, da lægerne sørgede for hende på Rigshospitalet, fortæller Klara Møller.
Forældres ekspertise
Sundhedsledelsen forklarer, at pårørende er vigtig ressource under behandlingen og at især forældre for patienter anses for særlig pårørende.
- For børn gælder at forældrene ofte er de som kender barnet bedst, og det vil være naturligt der sker en erfaringsudveksling mellem dem og plejepersonalet. Og forældre kan sagtens blive eksperten som ved hvordan en give plejeopgave udføres bedst muligt, indenfor de sundhedsfaglig udstukne rammer, for det pågældende barn, oplyser sundhedsledelsen.
Trods flere sundhedspersonale, der har daglig gang i den afdeling, hvor Klara Møllers datter er indlagt, er der ingen sundhedspersonale, der kan udføre sårpleje på en person, der har 2. og 3. grads forbrænding på store dele af kroppen.
Det fortæller Klara Møller til Sermitsiaq.AG:
- Da min datter blev overflyttet til DIH fik jeg at vide, at personalet ikke kunne udføre sårpleje på så voldsomme brandsår på store dele af kroppen. Det er kun mig, der udfører sårpleje på min egen datter. Jeg er begyndt at oplære en sygeplejerske, men det er primært mig, der klarer rensning og skift af forbinding, fortæller hun.
Hjælpende hånd
- Det gør ondt på min datter, når jeg renser hendes sår. Jeg ville ønske, jeg kunne tage hendes smerte ved hver pleje. Men jeg må fortsætte og rense og skifte, for ellers bliver sårene værre, siger Klara Møller.
Hun forklarer overfor Sermitsiaq.AG, at datteren i starten havde brandsår på 70 procent af kroppen, og at der fortsat er åbne sår. En stor del af sårene er dog helet, mens andre stadig skal behandles intensivt.
En sygeplejerske assisterer ved rensning og skiftning af forbindinger. Klara Møller må selv vurdere, hvornår datteren må få morfin som smertestillende.
- Det er mig, der fortæller sundhedspersonalet, hvornår min datter må få morfin. I den situation vi er i, har jeg ellers behov for hjælp. Men jeg må klare det hele ofte alene.
Lang vej endnu
Hvornår, Klara Møllers datter udskrives fra Dronning Ingrids Hospital, er endnu ikke til at vide. Klara Møller er dog fortrøstningsfuld:
- Hun er i bedring. Den første tid blev flere af hendes sår betændte, hvilket ikke er godt. Men nu går det bedre, siger hun.
Hun fortæller, at hun venter på tykkere forbindinger, som hospitalet har bestilt hjem.
Klara Møller fortæller endvidere, at familien endnu ikke har modtaget krisehjælp. Ved henvendelse til kommunen har hun fået besked på at rette henvendelse til Familiecentret, som ikke kan love, om familien får tilbudt samtaler om den voldsomme hændelse.