Suka K. Frederiksen er død

Den tidligere landspolitiker og ildsjæl, Suka K. Frederiksen er død efter længere tids sygdom. Det bekræfter familien overfor Sermitsiaq.AG.

Siumut-politikeren Suka K. Frederiksen er død i sit hjem efter længere tids sygdom. Det bekræfter familien overfor Sermitsiaq.AG.

Suka K Frederiksen blev valgt ind i Inatsisartut i 2014 og fik 172 personlige stemmer. Hun valgte ikke at stille op igen til valget i 2018.

Hun var medlem af Naalakkersuisut og havde ansvaret for blandt andet Selvstændighed, Udenrigsanliggender og Landbrug frem til 2017. Hun var dermed den første Naalakkersuisoq for Selvstændighed, og var også den første, der nedsatte en forfatningskommission.

Hun fik konstateret kræft i tungen tilbage i august 2017.

Suka K. Frederiksen valgte at søge om sygeorlov, og hun fortalte om sin kræftsygdom i et åbenhjertigt interview med avisen AG.

Hun oplyste i interviewet, at hun var i gang med at skrive en håndbog om kræft til kræftramte og deres pårørende:

- Jeg blev skuffet, da jeg fandt ud af, hvor lidt vi har af praktiske informationer om kræft på grønlandsk, da jeg selv blev kræftsyg, sagde hun til avisen tilbage i august 2018 et år efter hun fik sin kræftdiagnose.

Ildsjæl

Hun kæmpede - trods sin egen sygdom - desuden for sammen med andre ildsjæle i Narsaq at få oprettet en underskriftsindsamling: Folk med sygdomme har brug for en talsmand, forklarede hun som den mest kendte frontfigur.

- Vi efterlyser en talsmand, der kan udtale sig på vegne af de syge, der har en sygdom der er behandlingskrævende i en længere periode. Talsmanden skal sætte fokus på den syges rettigheder, og italesætte den syges interesser, sagde Suka K. Frederiksen til Sermitsiaq.AG tilbage i april 2019.

Suka K. Frederiksen blev 55 år.

Powered by Labrador CMS