Studehandel: Jollebanden slog til igen

En politisk studehandel sikrede i fredags Naalakkersuisuts overlevelse. Igen var det en kvote-luns, der fik siumuts bagland til at bakke op om deres formand, så der ikke skulle udskrives valg.

Kim Kielsen måtte fredag love at give jollefiskerne i Uummannaqs forvaltningsområde ekstra kvoter for at få den nødvendige opbakning, så der ikke skulle udskrives valg.
Offentliggjort

Fredag ved 16-tiden blev Naalakkersuisut mødt af en mistillidsdagsorden, fremført af Hans Enoksen fra Partii Naleraq. Afgiftsforhøjelser og det niende naalakkersuisoq-exit var miksturen, der skulle sende Kim Kielsen ud af formandskontoret.

Forud havde såvel Erik Jensen som Karl-Kristian Kruse udtrykt utilfredshed med Kielsens ledelse. Så sent som i sommers ytrede seks andre siumutter sammen med Erik Jensen deres utilfredshed med formanden. Der var således en chance for med mistillidsdagsordenen at sende en kile ind i Siumuts landstingsgruppe, øjnede Hans Enoksen.

Studehandel

Karl-Kristian Kruse og resten af jollebanden i Siumut fik imidlertid en aftale på plads med Kim Kielsen, der sikrede ham ro på bagklappen.

Under den knap fire timer lange mistillidsdebat i Inatsisartut tog Kim Kielsen ordet til sidst. Det resulterede i, at Karl-Kristian Kruse bad sin formand om at bekræfte og oplyse, hvad han havde fået lovning på tidligere på dagen.

Kim Kielsen svarede, at der var en uopfisket kvotemængde på over 5.000 tons for fartøjer over seks meter, og at man var ved at undersøge, hvordan man kunne give jollefiskerne en ekstra kvote hellefisk i forvaltningsområdet Uummannaq.

Demonstranter versus jollefiskere

Knap to tusinde borgere havde to dage tidligere protesteret højlydt foran Inatsisartut over blandt andet forhøjelser af afgifter på sukker, vin, øl, cigaretter og slik. Det var ikke jollebandens dagsorden at høre på disse demonstranter. Derimod var det jollefiskerne i nord, der lå dem mest på sinde og sikrede Kim Kielsen formandssæde i Naalakkersuisut.

Powered by Labrador CMS