Kielsen-kvote sikrede egen overlevelse

Trods intern uro i Siumut stod de folkevalgte Siumut-politikere bag Kim Kielsen og Naalakkersuisut og fik en mistillidsdagsorden afværget fredag aften. Kielsen måtte smide en fiskekvote-luns ind i debatten for at få samlet sine tropper.

Kim Kielsen overlevede en mistillidsdagorden ved at give indrømmelser over for Karl-Kristian Kruse i forhold til kvoter og fiskerne i Ummannaaq og Diskobugten.

På Efterårssamlingens sidste mødedag blev uenigheden mellem koalitionspartierne og støttepartiet Demokraterne på den ene side og oppositionen på den anden side i den grad udstillet i en hed og yderst skarp og følelsesladet debat.

Og så var der lige Atassut og formanden for Inatsisartut Vivian Motzfeldt. Det vender vi tilbage til.

Testen

Hans Enoksens mistillidsdagsorden kunne ikke splitte Siumut, hvor politikerne blev testet for deres troskab efter offentlige udmeldinger om utilfredshed med Kim Kielsens måde at styre Naalakkersuisut på.

Næstformanden i Siumut Karl-Kristian Kruse, der torsdag havde svært ved at se nytten af at være i Siumut og støtte Kim Kielsen, var åbenbart kommet på andre tanker, og indikerede, at han havde fået en aftale med Naalakkersuisut, hvor kvotespørgsmålet ville gå Kruses vej.

Baggrunden

Muligheden for at Hans Enoksen kunne fremsætte mistilliden var et hasteindlagt dagsordenspunkt, hvor man skulle acceptere Erik Jensens ansøgning om at forlade Naalakkersuisut.

Erik Jensen havde tidligere på dagen til Sermitsisaq.AG i klare vendinger udtrykt sin utilfredshed med Kim Kielsens måde at styre Naalakkersuisut på, og han har erklæret, at han vil stille op som partiformand og om nødvendigt taget et formandsopgør med Kim Kielsen på Siumuts næste landsmøde i juli næste år.

Oppositionspartierne – anført af især IA, Partii Naleraq og Samarbejdspartiet - slog straks til, da Hans Enoksen fremsatte mistillidsdagsordenen.

Timingen

Timingen med store demonstrationer mod afgiftsforhøjelser var som sukkervand uden afgift, der gav oppositionspolitikerne ny energi, idet de øjnede en mulighed for at skabe splid i Siumut, så et valg ville blive en realitet.

Debatten afslørede en dybfølt vrede og fortørnelse over, Kim Kielsens ledelse af Naalakkersuisut.

I stedet for at samle oplever oppositionen, at formanden for Naalakkersuisut kører sit helt eget isolerede politiske løb – hånd i hånd med Demokraterne.

Atassut lurepassede

Dog lurepassede Atassuts nyvalgte formand Aqqalu Jermiassen, som pludselig oplyste efter flere timers debat, at han ikke ville være med til, hvad han kaldte mudderkastning og derfor ville stemme blankt, hvilket sikrede, at afværgeordenen havde det nødvendige flertal.

- Vi er i mindretal, uanset hvor meget vi råber og skriger, men det at være i opposition er ikke det samme som at følge oppositionen blindt, lød det fra Atassut-formanden.

Han blev imidlertid så provokeret af Siumuts Henrik Fleischer, at han senere meddelte:

- Her mistede Siumut vor blanke stemmer, sagde Aqqalu Jermiassen, der var berørt af den hårde debattone, der ville være forbudt for børn under 12 år på enhver public service tv-station.

Kim Kielsen tog ordet

Sluttelig i debatten fik Kim Kielsen ordet.

- Jeg har accepteret, at en naalakkersuisoq har trukket sig tilbage. Magt er ikke legetøj. Når flertallet går imod, så bliver der sagt ”lukket arbejde”. Men vi har besøgt 34 bosteder over hele landet. Naturligvis skal vi behandle fortroligt materiale fortroligt. Sådan er der regler, vi skal følge. Og det er baggrunden for at kunne drive landet. Vi leder på grund af vore rettigheder, fastslog Kim Kielsen.

- Mindretallet har fremlagt forslag, der koster mange penge. Det er jo forpligtigelser, vi opfylder. Hvis det gør ondt på nogen, så er det nu, det skal afgøres, sagde formanden, hvis mistillid hele debatten omhandlede.

Kvote smidt på bordet

Kim Kielsen blev presset af Karl-Kristian Kruse til at gå ind i kvote spørgsmålet vedrørende fiskeriet. Kielen måtte love en ændring, hvilket beroligede såvel Kruse som Hans Enoksen. Kruses tidligere tvivl om hans fortsatte medlemskab af Siumut var dermed forsvundet, oplyste han efter adskillige timers debat.

Bølgeskvulp

Efterårssamlingen sidste dag oplevede en form for en spændingsfyldt tsunami, der efter mere end tre timers debat endte i et bølgeskvulp, der vil blive husket for den vrede og indædte tone om styreform, afgifter, lukkethed og politisk troværdighed.

Men så blev kvote-lunsen smidt ud til Siumuts sultne næstformand, der skulle forsvare sit bagland fra Ummaannaq, og pludselig var livet skiftet fra bitterhed til sukkersød politik – med og uden tanke om afgiftsforhøjelser.

Sidespring

Et sidespring i hele debatten var debatten mellem formanden for Inatsisartut Vivian Motzfeldt, der forsøgte at holde oppositionen på sporet af dagsordenspunktet, hvilket flere oppositionspolitikere havde svært ved at acceptere. Dermed var en del indlæg mere rettet mod Vivian Motzfeldt end selve afværgedagsordenen.

Justus Hansen fra Demokraterne kaldte udfaldene mod Vivian Motzfeldt for en disrespekt for mødeledelsen, og understregede, at salens medlemmer i demokratiets ånd skal accepterer flertalsbeslutningen bag finansloven for næste år.

Flere medlemmer var fraværende, så afstemningen endte med 14 stemmer for afværgedagsordenen og 11 stemmer imod.

Slutteligt kunne formanden for Inatsisartut ønske god jul i en formildende tone.

Nok en Efterårssamling var slut.

Powered by Labrador CMS