Drama: Mistillid mod Kielsen

Mødet i Inatsisartut-salen er sat på pause, efter at Partii Naleraqs Hans Enoksen har fremsat en mistillidsdagsorden rettet mod Kim Kielsens Naalakkersuisut.

Hans Enoksen forsøger at få fjernet Kim KIelsen som formand for naalakkersuisut

Begrundelsen er, at borgerne er utrygge, og at den store udskiftning i Naalakkersuisut ikke er til at leve med. De mange rokader undergraver Naalakkersuisut, mener Partii Naleraq-nestoren.

Mistilliden blev fremsat under behandlingen af Erik Jensens ansøgning om sin afsked som naalakkersuisoq for Råstoffer og Arbejdsmarked. Punktet blev her til eftermiddag klemt inde i den lange dagsorden, som er Efterårsamlingens sidste dag.

Det er niende gang i indeværende valgperiode, at en naalakkersuisoq har valgt at gå ud af Naalakkersuisut, mens antallet kommer op på 14, når rokader tælles med.

Pausen vil vare en halv time, hvor man må formode, at der arbejdes på at få lavet en afværgedagsorden, så Naalakkersuisut kan blive siddende ved magten.

Hans Enoksen skriver blandt i sin mistillidsdagsorden:

- Landets ledelse i Naalakkersuisut er megfet usikker. Man harvalgt at ofre en stor del af befolkningens økonomiske og daglige vilkår. Det er blevet hverdag med en lukket regeringsførelse, der ikke inddrager befolkningen. Dette er ikke foreneligt med det demokratiske system, vi har i landet. Vi er som folkevalgte nødt til at tage stilling til, hvorvidt vi accepterer dette.

Hans Enoksen mener desuden, at mange love, der vedtages, rammer socialt skævt i befolkningen.

- Derfor vil vi på det kraftigste opfordre medlemmerne af Inatsisartut til at vise deres mistillid til Formanden for Naalakkersuisut, på samme måde som befolkningen.

Opdateres løbende…

Powered by Labrador CMS