Strejkevarsel op til jul: - Rigtig rigtig ærgerligt
Ifølgefagforeningen FPU har man forsøgt at blive enige med Air Greenland om en ny overenskomst henover sommeren. Forbundssekretær kalder det 'rigtig ærgerligt', at en mulig strejke kan ramme juletrafikken.
Der er optakt til faglig konflikt i Air Greenland. Kabinepersonalets fagforening Flyvebranchens Personale Union, FPU, har sendt første strejkevarsel til Air Greenland, og selskabets direktør frygter, at en potentiel strejke kan ramme den vigtige juletrafik.
FPU's forbundssekretær forklarer til Sermitsiaq.AG, at strejkevarslet kommer efter et langstrakt forhandlingsforløb:
- Vi havde sat os sammen med Air Greenland i starten af oktober for at finde en løsning. Men i forhold til hvad vores medlemmer har givet igennem specielt coronapandemien for at hjælpe firmaet, der mener vi, at vi står for langt fra hinanden til, at det er noget, der kan lykkes på nuværende tidspunkt, siger Kasper Svendsen til Sermitsiaq.AG og fortsætter:
- Vi håber selvfølgelig, at Air Greenland er villige til at komme tilbage og se på de ting, der er blevet fremlagt for at se om vi kan finde en god løsning for alle parter.
Vil ikke afsløre detaljer om det videre forløb
Ifølge Kasper Svendsen afventer FPU nu Air Greenlands reaktion, og han kan ikke på nuværende tidspunkt sige mere om det videre forløb:
- Der er ikke aftalt noget i Forligsinstitutionen. Vi har afsendt første strejkevarsel i håb om at få en reaktion fra Air Greenland.
Air Greenland skriver i en pressemeddelelse, at de har lavet et udspil med en 'realistisk' lønstigning mod at selskabet opnår mere fleksibilitet i arbejdsplanlægningen. Hos FPU mener man ikke, at Air Greenlands forslag er godt nok:
- Vi mener ikke, at den pakke, Air Greenland er kommet med, kan sidestilles med den fleksibilitet, som de ønsker.
Har haft 'fredsaftale'
Spørgsmål: Hvordan har I det med, at strejken kan ramme juletrafikken og på den vis gå ud over borgerne, hvis ikke I kan få en overenskomst på plads, da lufttrafikken er meget afgørende i Grønland?
- Det er jo det sidste, vi har lyst til at ramme, for passagererne er jo det vigtige for Air Greenland og også vigtige for vores medlemmer, siger Kasper Svendsen og fortsætter:
- De her forhandlinger er blevet forsinkede, således at medarbejderne i forvejen har givet Air Greenland hele sommeren med en fredsaftale, som har været indgået. Så vi har været med til at frede passagererne henover den sommer i 2022.
- At det falder nu, det er rigtig rigtig ærgerligt. Vi har forsøgt at komme i mål, så der ikke var noget af trafikken der skulle påvirkes, men det har ikke kunnet lade sig gøre.
Vil refundere billetter i tilfælde af strejke
Ifølge Air Greenland vil der gå 7 dage til konflikten træder i kraft, når FPU sender andet strejkevarsel, medmindre der opnås en aftale i Forligsinstitutionen.
Hvis der kommer en strejke aflyser Air Greenland alle flyvninger og tilbyder refundering eller ændringer af billetterne.