Stor stigning i udlån i Grønlandsbanken

Grønlandsbanken glæder sig over halvårsregnskabet for 2022 - også selvom bankens obligationsbeholdning har genereret kurstab som følge af rentestigningerne i årets første seks måneder.

Det er virkelig positivt at se, at kunderne stadig investerer, og at vi kan bidrage til udviklingen, siger Martin Kviesgaard.

Der godt gang i økonomien i Grønland. Og det smitter positivt af på udviklingen i Grønlandsbanken i første halvår af 2022, der dog også er påvirket af markedsuro.

Det oplyser Grønlandsbanken i en pressemeddelelse.

Resultatet for banken før skat lyder på 45,8 millioner kroner for første halvår af 2022, mod 74,8 millioner kroner i første halvår af 2021. Resultatet før kursreguleringer og nedskrivninger udgør 73,1 millioner kroner mod 72 millioner året før.

- Vi er tilfredse med basisdriften, og så må vi leve med negative kursreguleringer i første halvår, siger Grønlandsbankens direktør, Martin Kviesgaard.

Stigende udlån

Udlån er steget med 226 millioner kroner siden udgangen af 2021 og udgør 4.010 millioner kroner ved første halvårs udgang.

- Vi havde ventet en tilfredsstillende udlånsudvikling på baggrund af den fine start på 2022, hvilket giver en god fornemmelse for resten af 2022. Det er virkelig positivt at se, at kunderne stadig investerer, og at vi kan bidrage til udviklingen, siger Martin Kviesgaard.

Garantierne er vokset med 190,9 millioner kroner fra 1.781 millioner kroner ved udgangen af 2021 til 1.972 millioner kroner ultimo første halvår 2022.

Bankens udlån og garantier er dermed steget med cirka 417 millioner kroner og er på det hidtil højeste niveau.

Stabile driftsindtægter

Netto rente-, gebyr og andre driftsindtægter i første halvår af 2022 viser 170,9 millioner kroner. Et dermed næsten uændret billede sammenlignet med samme periode i 2021.

De samlede omkostninger inklusiv afskrivninger udgør ved udgangen af første kvartal 2022 97,8 millioner kroner mod 98,3 millioner i samme periode i 2021. Dermed er resultaterne før kursreguleringer og nedskrivninger på bankens udlån, steget til 73,1 millioner kroner.

Markedsuro bevirker kurstab

Rentestigninger og generel markedsuro er - ifølge Grønlandsbanken - årsagen til, at kursreguleringer ved udgangen af juni 2022 udgør et kurstab på 25,2 millioner kroner mod en kursgevinst på 5,1 millioner i samme periode i 2021.

Det er bankens obligationsbeholdning, der har genereret kurstab som følge af rentestigningerne i årets første seks måneder.

- Det er ikke så rart at se på, men i betragtning af den ret kraftige rentestigning så er kurstabet overskueligt. Det hører med, når man har en obligationsbeholdning på over en milliard, siger Martin Kviesgaard.

Med det gode halvårsregnskab fortsætter Grønlandsbanken de gode takter, efter at banken fik et rekordresultat før skat på 158,9 millioner kroner i 2021.

Powered by Labrador CMS