Meningsmåling

Større tillid til ICC end selvstyret

Ny meningsmåling i Grønland viser, at der er god opbakning til inuit-organisationen ICC

Den grønlandske befolkning har større tillid til ICC end til selvstyret ifølge en ny meningsmåling, der er lavet af HS Analyse

60 procent af de adspurgte ved en meningsmåling har 'stor' eller 'nogen tillid' til inuit-organisationen ICC. Meningsmålingen er foretaget for at undersøge tilliden til forskellige organisationer blandt den grønlandske befolkning.

44 procent af de adspurgte har tillid til selvstyret.

Læs: ICC' pengeforbrug under lup

Læs: ICC: Naalakkersuisut lyver

Det er HS Analyse, der har foretaget undersøgelsen for den canadiske miljøorganisation Oceans North, der har et samarbejde med ICC. 721 personer har deltaget i undersøgelsen.

- Vi er rigtig glade for, at befolkningen har tillid til, at vi varetager dens interesser. Det gør vi os umage med hver dag. Trist er det til gengæld, at ikke flere har tillid til selvstyre, som vi grønlændere har kæmpet så mange år for at etablere, siger formanden for ICC Aqqaluk Lynge.

Utrygge ved olieboring
Deltagerne i meningsmålingen er blevet spurgt om deres tillid til 10 organisationer. Fisker- og fangerorganisationen KNAPK høster næststørste tillid blandt befolkningen, hvor 52 procent har tillid til organisationen. 50 procent af de adspurgte har tillid til Departementet for Fiskeri, Fangst og Landbrug.

Deltagerne i meningsmålingen er også blevet spurgt om deres holdning til olieboring til havs ud for Grønlands kyster. Kun 17 procent mener, at det er sikkert, mens 54 procent mener at det er meget risikabelt eller blot risikabelt. Miljøorganisationen Greenpeace har kørt med kampagnen ’Save the Arctic’, hvor de blandt andet protesterer mod olieboringer til havs. 25 procent af de adspurgte har tillid til Greenpeace.

Deltagerne er også blevet spurgt om deres tillid til forskellige lande. 24 procent har tillid til Kina, mens 45 procent har tillid til Danmark.

Det fremgår ikke, hvad der konkret måles på med hensyn til folks tillid til et land.

Powered by Labrador CMS